torsdag den 2. december 2010

Noget om saftevand

Saftevand er en sjov ting, som vi tager for givet i Danmark. Men det viser sig desværre at udlandet ikke rigtig har fået øjnene op for denne læskende billige drik. Som barn har man i Danmark altid været vant til at få en halv liters flaske med saftkoncentrat opblandet med vand, med i skole. Det er billigt og sundere end sodavand og så smager det godt. Af favoritter kan nævnes klassikere som rød saft, gul saft, solbærsaft og nyklassikerne sportssmag og hindbær/orange. I det sydlige Europa er det bedste substitut for saftkoncentratet et siruplignende produkt der normalt anvendes i madlavning. F.eks. til kageproduktion. Et endnu mere miserabelt forsøg på at kopiere dette danske traditionsprodukt er amerikanernes Gatorade og, hold nu fast, vitamin water. Idéen bag disse drikke er som sådan god nok. Den bunder jo i den samme som det danske saftkoncentrat. Det er mere udførelsen der halter. For det første er der det med smagen. Det er ikke lykkedes amerikanerne at blande nogen af de ellers utroligt mange fine og velsmagende frugtsorter til noget der smager godt. Det smager alt sammen kunstigt og trist. Så er der det med måden det købes og indtages på. Disse saftreplikaer kommer nemlig ikke som koncentrater til opblanding med vand, men som færdigblandede produkter i halvliters flasker. Det faktum at producenterne har fundet det for avanceret for den menige amerikanske forbruger at skulle opblande sit saftevand med vand resulterer nødvendigvis i et enormt og unødvendigt forbrug/produktion/spild af plasticflasker. Det værste ved den amerikanske saftevand er dog de prætentiøse og latterlige inskriptioner på flaskerne. Indrømmet, FUN og Bonanza osv. Er heller ikke helt uskyldige når det gælder dårlig markedsføring, men de to førnævnte fabrikater tager dog prisen. Bombastiske inskriptioner som ”Prime, perform, recover” og ”Electrolytes + carbs: Replenish vital nutrients and energy” og endelig ”Drink to help rehydrate, replenish and refuel and savor the sweat”. Disse udtryk og garantier om evigt liv kommer alle fra en flaske Gatorade med den beske og kunstige smag af grape! Indholdet i flasken er dog også mere beskedne ting som sukker, vand og diverse E-numre.

Hvad kan vi lære af alt dette? Tja, man har kun det FUN man selv blander, og i Amerika skal der skrappe metoder i brug for at sælge et kedeligt produkt.

1 kommentar:

Rie sagde ...

Du skal bare gå efter det de kalder juice, det er ca det samme som vores Rynkeby.

Ellers så er der noget pulver saft som hedder Cool Aid, hvor du selv skal blande sukker i efter din smag ;)- Det er selvfølgelig også fyldt med E-numre, men det smager bedre :)