En Maskinmesters Blog: Martinique, mit første møde med Caribien

Efter et rent helvedesridt fra Panama til de Caribiske Antiller, nåede vi Martinique. I første omgang var jeg lidt skuffet. Må indrømme at jeg efter at have været blevet kastet rundt i dette lille badekar i 6 dage havde jeg sat næsen op efter turkisblåt vand, vajende palmer på hvide sandstrande og ikke mindst brune piger i hulaskørter. Intet af dette var umiddelbart i syne da vi ankrede i bugten ved hovedstaden Fort de France. Og ja skuffelse nr. 2: Det lyder fransk og det er fransk. Da jeg kom i land viste det sig at folk her kun taler fransk og i øvrigt er franskmænd/kvinder hvis ikke de er fransktalende rastaer. Når man så lige er kommet sig over den indledende skuffelse over at det ikke er Robinson Crusoes ø man er kommet til, ja så er her jo egentlig meget rart. De første dage lå vi for anker det sted vi ankom. Det blev til et par ture ind til en lille landsby med motorbåden. Her var ikke meget andet at se på end et par barer, men skal hilse og sige at de serverer nogle friske romdrinks (læs: meget stærke) og en udmærket lokal øl. Priserne er temmeligt høje på alting, så man skal passe lidt på. Bygninger veksler mellem at være forholdsvis nyistandsatte og at være noget forfaldent gammelt bras. Man ser også flere byggeprojekter der bare aldrig er blevet gjort færdige. Disse ting skæmmer lidt, hvad der ellers kunne have potentialet til at være ren luksus for de mange franskmænd der holder deres ferie her. Efter nogle dage sejlede vi ned sydpå til en by ved Marin hvor vi kunne komme for kaj. Her skal vi modtage vores gæster fredag. Denne by byder heller ikke på meget. Det er en kæmpestor lystbådehavn der er helt fuld, men alligevel er der så godt som intet liv på havnen. Der findes et par barer som bliver fyldte om aftenen, men ellers ingen restauranter eller butikker. Det lyder altsammen som en stor skuffelse, men sådan skal det ikke opfattes. Grunden til dette kom denne weekend. Det meste af besætningen har haft fri denne weekend og heldigvis spildte vi ikke tiden. Lørdag tog vi en af motorbådene ud af havnen og brugte dagen på at stå på wakeboard og nyde solen, de sagnomspundne palmestrande og medbragte kolde pilsnere. En fremragende dag som blev afsluttet med en større middag på restaurant med halvdelen af besætningen (som nu er oppe på 18). Søndag morgen var vi 6 der stod tidligt op for at tage op til den nordlige ende af øen for at bestige vulkanen Peleé. Vulkanen er godt 1300 m høj og var sidst i udbrud i 1929. I 1902 udslettede et større udbrud den daværende hovedstad St. Pierre. En dramatisk fortid må man sige. Dramatikken viste sig at bestå. Ikke i form af fare for udbrud, men som en dramatisk stigning fra bund til top. Turen på bjerget var utroligt flot, da vegetationen tangerede regnskov, udsigten bød på stejle kløfter og høje toppe. Vi trodsede varmen og kom hurtigt op i skyerne, hvor luften var køligere og fugtig. Dejligt når man sveder som en gammel hest. Den fantastiske udsigt og strabadserne kunne ikke helt kompensere for skuffelsen over, at vi til sidst måtte opgive før toppen. Vi nåede op på 1245m. til kanten af krateret fra 1902. Da det gik op for os at vi, for at komme videre, skulle kravle ned af den stejle skrænt ned i krateret for derefter at klatre op ad en lige så stejl bjergside. Det blev simpelthen vurderet til at være for farligt og for stor en mundfuld. Jeg fik dog nogle gode skud i kameraet, hvoraf jeg lægger et op her. Resten af dagen gik med en køretur til en dejlig strand, hvor vi fik en hamburger på stranden og en velfortjent øl. Endelig fik jeg set noget af Martinique, og indser at under det lidt skuffende ydre, har det gode oplevelser at byde på.
I morgen er det tilbage til arbejdet. Chieferne har roteret så jeg har en anden chef nu end de sidste par måneder. Det er godt, men hårdt arbejde for der skal laves alt det, som den anden chief negligerede eller overså. De to snakker ikke meget sammen og kører derfor tingene helt på hver deres måde. Dette resulterer i, at jeg ofte har det som en lus imellem to negle, da det jo er mig der udfører det meste af det manuelle arbejde.

Ellers er vi som nævnt oppe på fuld besætning endelig og så småt ved at være klar til at modtage chartergæster på fredag. Herefter følger 12 hektiske dage med meget lidt fritid og en rute der inkluderer St. Lucia, St. Vincent og endelig jul og afslutning på Grenada. Selvom jeg nok ikke kommer i land, glæder jeg mig til at se mere af Caribien.