Kokosnødder og hårdt arbejde

Jeg har egentlig vidst det hele tiden, men har bare aldrig gjort noget ved det. Heller ikke selvom at jeg vidste at jeg pludselig ville befinde mig midt i det. Det jeg taler om er, at jeg har ignoreret den verden der hedder Caribien. Rent geografisk altså. Jo tak, selvfølgelig vidste jeg at det var en masse øer med eksotiske navne og hvide sandstrande øst for Florida, Mexico og mellemamerika. Men så heller ikke meget mere end det. Jeg anede intet om ø-stater som St. Lucia eller St. Vincent & The Grenadines. Men pludselig befinder jeg mig lige midt i det hele. En situation der kalder på viden og information. Noget jeg ikke har, men som jeg bruger tid på at finde. Jeg studerer sø-kortene på broen, Wikipedia og udspørger vores Caribiske besætningsmedlem. Jeg suger til mig. Alligevel har jeg det som en Columbus der er havnet på en masse øer, hvis eksistens indtil for nylig har været ignoreret om ikke uvist.
Når jeg ellers rejser et sted hen, besøger et fremmed land, har jeg en idé om stedets geografi, kultur, historie og i øvrigt hvad jeg kan forvente. Ikke nødvendigvis fordi jeg har undersøgt det hjemmefra, specifikt i forbindelse med mit besøg. Nej lige så meget fordi medier, geografiundervisning og leksikalæsning ubevidst har givet mig et kendskab til landet og stedet. Men hvad jeg er blevet præsenteret for her er som en parallel verden, der altid har eksisteret og fungeret sideløbende med den verden jeg kender og har et større eller mindre viden om. Det spørgsmål der så presser sig på, mere end noget andet er: Ved beboerne på disse smukke øer noget om den parallelverden jeg kommer fra? Har de hørt om Danmark? Har de en idé om hvordan Skandinavien ser ud og hvor det ligger på et kort? Ser de noget om min verden i tv eller på nettet? Hvis den almene indbygger på Bequia eller Carricao kan sige ja til noget af ovenstående, ja så vil jeg skamme mig over at have ignoreret dem, og deres smukke verden.

Nå, men ellers har vi jo nu gæster ombord. Det betyder hårdt arbejde. Alting bliver brugt ombord og alting går i stykker. Det der går i stykker skal repareres om aftenen/natten når gæsterne er gået i seng. Chartergæster der betaler 400.000 dollars om ugen, behøver ikke vide at skibet under dem er i forfald. Derudover sejler vi gerne til næste destination tidligt om morgenen og dagen går så med at fikse småting og i øvrigt hjælpe dækspersonalet med motorbåde, underholdningsudstyr, AV-udstyr osv. osv.

Gæsterne ombord er arvinger til det hæderkronede Johnson & Johnson. Et firma som laver udstyr til sygeplejersker, cremer og bandage osv. Den flittige læser af denne blog har helt sikkert set deres firmanavn et sted.

Gæsterne holder jul ombord og forlader os på Grenada den 29. dec. Det betyder, at jul ikke er noget der rigtig bliver gjort noget ud af for besætningen. Simpelthen for travlt med at arrangere den for gæsterne. Hav ikke medlidenhed med mig. Det er faktisk skønt at slippe for sne, gaveræs, skod-tv og ikke mindst julemusik. Det er dog klart, at kalkunen den 25. gerne havde været skiftet ud med en gås den 24. hvis det stod til mig. Men man kan ikke få det hele.
Årets julegave bliver drikkepenge fra charteren. Håber det bliver en stor gave.
Drikkepenge ombord på luksusyachter fungerer på den måde, at gæsterne afleverer en hvid kuvert til kaptajnen, som så fordeler beløbet ligeligt blandt alle besætningsmedlemmer.
På et skib som dette er drikkepengene en vigtig del af lønnen og de fleste lavere rangerende besætningsmedlemmer ville helt sikkert ikke være her, hvis ikke det var fordi netop denne yacht har tradition for at skrabe rigtigt gode drikkepenge ind (deres løn er ret lav).

Som nogle ved, har jeg allerede taget forskud på min julegave og har købt mig en bil. Dumt siger du? Ja måske. Ikke meget jeg får kørt i den i første omgang i hvert fald. Men, men, men... Det er en Rover 620 ti, med beige læderkabine, alt i el og 200 HK under kølerhjelmen. Så om ikke andet så er jeg da standsmæssigt kørende når jeg kommer hjem på ferie.

Mange spørger hvornår jeg så kommer hjem. Min plan er at komme hjem, når ejeren har været ombord. Det vil formentlig sige engang i Maj måned og så forhåbentlig kan jeg blive hjemme i en måneds tid.
Og ja, jeg kan lige så godt advare her allerede: der vil blive afholdt sommerhus-party i den ferieperiode, så vær beredt.

Og ang. overskriften, ja så har jeg lige spist en kokosmakron, lavet af kokosnød vi fik ombord fra en af øerne her tidligere på dagen. Lækkert.

Så er der bare tilbage at ønske glædelig jul og godt nytår.
Billeder fra de smukke ukendte øer kommer på et senere tidspunkt.

Martinique, mit første møde med Caribien

Efter et rent helvedesridt fra Panama til de Caribiske Antiller, nåede vi Martinique. I første omgang var jeg lidt skuffet. Må indrømme at jeg efter at have været blevet kastet rundt i dette lille badekar i 6 dage havde jeg sat næsen op efter turkisblåt vand, vajende palmer på hvide sandstrande og ikke mindst brune piger i hulaskørter. Intet af dette var umiddelbart i syne da vi ankrede i bugten ved hovedstaden Fort de France. Og ja skuffelse nr. 2: Det lyder fransk og det er fransk. Da jeg kom i land viste det sig at folk her kun taler fransk og i øvrigt er franskmænd/kvinder hvis ikke de er fransktalende rastaer. Når man så lige er kommet sig over den indledende skuffelse over at det ikke er Robinson Crusoes ø man er kommet til, ja så er her jo egentlig meget rart. De første dage lå vi for anker det sted vi ankom. Det blev til et par ture ind til en lille landsby med motorbåden. Her var ikke meget andet at se på end et par barer, men skal hilse og sige at de serverer nogle friske romdrinks (læs: meget stærke) og en udmærket lokal øl. Priserne er temmeligt høje på alting, så man skal passe lidt på. Bygninger veksler mellem at være forholdsvis nyistandsatte og at være noget forfaldent gammelt bras. Man ser også flere byggeprojekter der bare aldrig er blevet gjort færdige. Disse ting skæmmer lidt, hvad der ellers kunne have potentialet til at være ren luksus for de mange franskmænd der holder deres ferie her. Efter nogle dage sejlede vi ned sydpå til en by ved Marin hvor vi kunne komme for kaj. Her skal vi modtage vores gæster fredag. Denne by byder heller ikke på meget. Det er en kæmpestor lystbådehavn der er helt fuld, men alligevel er der så godt som intet liv på havnen. Der findes et par barer som bliver fyldte om aftenen, men ellers ingen restauranter eller butikker. Det lyder altsammen som en stor skuffelse, men sådan skal det ikke opfattes. Grunden til dette kom denne weekend. Det meste af besætningen har haft fri denne weekend og heldigvis spildte vi ikke tiden. Lørdag tog vi en af motorbådene ud af havnen og brugte dagen på at stå på wakeboard og nyde solen, de sagnomspundne palmestrande og medbragte kolde pilsnere. En fremragende dag som blev afsluttet med en større middag på restaurant med halvdelen af besætningen (som nu er oppe på 18). Søndag morgen var vi 6 der stod tidligt op for at tage op til den nordlige ende af øen for at bestige vulkanen Peleé. Vulkanen er godt 1300 m høj og var sidst i udbrud i 1929. I 1902 udslettede et større udbrud den daværende hovedstad St. Pierre. En dramatisk fortid må man sige. Dramatikken viste sig at bestå. Ikke i form af fare for udbrud, men som en dramatisk stigning fra bund til top. Turen på bjerget var utroligt flot, da vegetationen tangerede regnskov, udsigten bød på stejle kløfter og høje toppe. Vi trodsede varmen og kom hurtigt op i skyerne, hvor luften var køligere og fugtig. Dejligt når man sveder som en gammel hest. Den fantastiske udsigt og strabadserne kunne ikke helt kompensere for skuffelsen over, at vi til sidst måtte opgive før toppen. Vi nåede op på 1245m. til kanten af krateret fra 1902. Da det gik op for os at vi, for at komme videre, skulle kravle ned af den stejle skrænt ned i krateret for derefter at klatre op ad en lige så stejl bjergside. Det blev simpelthen vurderet til at være for farligt og for stor en mundfuld. Jeg fik dog nogle gode skud i kameraet, hvoraf jeg lægger et op her. Resten af dagen gik med en køretur til en dejlig strand, hvor vi fik en hamburger på stranden og en velfortjent øl. Endelig fik jeg set noget af Martinique, og indser at under det lidt skuffende ydre, har det gode oplevelser at byde på.
I morgen er det tilbage til arbejdet. Chieferne har roteret så jeg har en anden chef nu end de sidste par måneder. Det er godt, men hårdt arbejde for der skal laves alt det, som den anden chief negligerede eller overså. De to snakker ikke meget sammen og kører derfor tingene helt på hver deres måde. Dette resulterer i, at jeg ofte har det som en lus imellem to negle, da det jo er mig der udfører det meste af det manuelle arbejde.

Ellers er vi som nævnt oppe på fuld besætning endelig og så småt ved at være klar til at modtage chartergæster på fredag. Herefter følger 12 hektiske dage med meget lidt fritid og en rute der inkluderer St. Lucia, St. Vincent og endelig jul og afslutning på Grenada. Selvom jeg nok ikke kommer i land, glæder jeg mig til at se mere af Caribien.

På stranden i Martinique

Udsigt fra vulkanen Peleé

På vej op af vulkanen

Barbeque på dokken

Lidt billeder af livet til søs. San Diego til Panama

Panama city, en by med store kontraster

På bar på Martinique

Trukket af lokomotiver i Panama-kanalen

Solopgang i San Diego

Fisk i Stillehavet

Alienfisk/guldmakrel og en stolt overstyrmand

Noget om saftevand

Saftevand er en sjov ting, som vi tager for givet i Danmark. Men det viser sig desværre at udlandet ikke rigtig har fået øjnene op for denne læskende billige drik. Som barn har man i Danmark altid været vant til at få en halv liters flaske med saftkoncentrat opblandet med vand, med i skole. Det er billigt og sundere end sodavand og så smager det godt. Af favoritter kan nævnes klassikere som rød saft, gul saft, solbærsaft og nyklassikerne sportssmag og hindbær/orange. I det sydlige Europa er det bedste substitut for saftkoncentratet et siruplignende produkt der normalt anvendes i madlavning. F.eks. til kageproduktion. Et endnu mere miserabelt forsøg på at kopiere dette danske traditionsprodukt er amerikanernes Gatorade og, hold nu fast, vitamin water. Idéen bag disse drikke er som sådan god nok. Den bunder jo i den samme som det danske saftkoncentrat. Det er mere udførelsen der halter. For det første er der det med smagen. Det er ikke lykkedes amerikanerne at blande nogen af de ellers utroligt mange fine og velsmagende frugtsorter til noget der smager godt. Det smager alt sammen kunstigt og trist. Så er der det med måden det købes og indtages på. Disse saftreplikaer kommer nemlig ikke som koncentrater til opblanding med vand, men som færdigblandede produkter i halvliters flasker. Det faktum at producenterne har fundet det for avanceret for den menige amerikanske forbruger at skulle opblande sit saftevand med vand resulterer nødvendigvis i et enormt og unødvendigt forbrug/produktion/spild af plasticflasker. Det værste ved den amerikanske saftevand er dog de prætentiøse og latterlige inskriptioner på flaskerne. Indrømmet, FUN og Bonanza osv. Er heller ikke helt uskyldige når det gælder dårlig markedsføring, men de to førnævnte fabrikater tager dog prisen. Bombastiske inskriptioner som ”Prime, perform, recover” og ”Electrolytes + carbs: Replenish vital nutrients and energy” og endelig ”Drink to help rehydrate, replenish and refuel and savor the sweat”. Disse udtryk og garantier om evigt liv kommer alle fra en flaske Gatorade med den beske og kunstige smag af grape! Indholdet i flasken er dog også mere beskedne ting som sukker, vand og diverse E-numre.

Hvad kan vi lære af alt dette? Tja, man har kun det FUN man selv blander, og i Amerika skal der skrappe metoder i brug for at sælge et kedeligt produkt.