Kokosnødder og hårdt arbejde

Jeg har egentlig vidst det hele tiden, men har bare aldrig gjort noget ved det. Heller ikke selvom at jeg vidste at jeg pludselig ville befinde mig midt i det. Det jeg taler om er, at jeg har ignoreret den verden der hedder Caribien. Rent geografisk altså. Jo tak, selvfølgelig vidste jeg at det var en masse øer med eksotiske navne og hvide sandstrande øst for Florida, Mexico og mellemamerika. Men så heller ikke meget mere end det. Jeg anede intet om ø-stater som St. Lucia eller St. Vincent & The Grenadines. Men pludselig befinder jeg mig lige midt i det hele. En situation der kalder på viden og information. Noget jeg ikke har, men som jeg bruger tid på at finde. Jeg studerer sø-kortene på broen, Wikipedia og udspørger vores Caribiske besætningsmedlem. Jeg suger til mig. Alligevel har jeg det som en Columbus der er havnet på en masse øer, hvis eksistens indtil for nylig har været ignoreret om ikke uvist.
Når jeg ellers rejser et sted hen, besøger et fremmed land, har jeg en idé om stedets geografi, kultur, historie og i øvrigt hvad jeg kan forvente. Ikke nødvendigvis fordi jeg har undersøgt det hjemmefra, specifikt i forbindelse med mit besøg. Nej lige så meget fordi medier, geografiundervisning og leksikalæsning ubevidst har givet mig et kendskab til landet og stedet. Men hvad jeg er blevet præsenteret for her er som en parallel verden, der altid har eksisteret og fungeret sideløbende med den verden jeg kender og har et større eller mindre viden om. Det spørgsmål der så presser sig på, mere end noget andet er: Ved beboerne på disse smukke øer noget om den parallelverden jeg kommer fra? Har de hørt om Danmark? Har de en idé om hvordan Skandinavien ser ud og hvor det ligger på et kort? Ser de noget om min verden i tv eller på nettet? Hvis den almene indbygger på Bequia eller Carricao kan sige ja til noget af ovenstående, ja så vil jeg skamme mig over at have ignoreret dem, og deres smukke verden.

Nå, men ellers har vi jo nu gæster ombord. Det betyder hårdt arbejde. Alting bliver brugt ombord og alting går i stykker. Det der går i stykker skal repareres om aftenen/natten når gæsterne er gået i seng. Chartergæster der betaler 400.000 dollars om ugen, behøver ikke vide at skibet under dem er i forfald. Derudover sejler vi gerne til næste destination tidligt om morgenen og dagen går så med at fikse småting og i øvrigt hjælpe dækspersonalet med motorbåde, underholdningsudstyr, AV-udstyr osv. osv.

Gæsterne ombord er arvinger til det hæderkronede Johnson & Johnson. Et firma som laver udstyr til sygeplejersker, cremer og bandage osv. Den flittige læser af denne blog har helt sikkert set deres firmanavn et sted.

Gæsterne holder jul ombord og forlader os på Grenada den 29. dec. Det betyder, at jul ikke er noget der rigtig bliver gjort noget ud af for besætningen. Simpelthen for travlt med at arrangere den for gæsterne. Hav ikke medlidenhed med mig. Det er faktisk skønt at slippe for sne, gaveræs, skod-tv og ikke mindst julemusik. Det er dog klart, at kalkunen den 25. gerne havde været skiftet ud med en gås den 24. hvis det stod til mig. Men man kan ikke få det hele.
Årets julegave bliver drikkepenge fra charteren. Håber det bliver en stor gave.
Drikkepenge ombord på luksusyachter fungerer på den måde, at gæsterne afleverer en hvid kuvert til kaptajnen, som så fordeler beløbet ligeligt blandt alle besætningsmedlemmer.
På et skib som dette er drikkepengene en vigtig del af lønnen og de fleste lavere rangerende besætningsmedlemmer ville helt sikkert ikke være her, hvis ikke det var fordi netop denne yacht har tradition for at skrabe rigtigt gode drikkepenge ind (deres løn er ret lav).

Som nogle ved, har jeg allerede taget forskud på min julegave og har købt mig en bil. Dumt siger du? Ja måske. Ikke meget jeg får kørt i den i første omgang i hvert fald. Men, men, men... Det er en Rover 620 ti, med beige læderkabine, alt i el og 200 HK under kølerhjelmen. Så om ikke andet så er jeg da standsmæssigt kørende når jeg kommer hjem på ferie.

Mange spørger hvornår jeg så kommer hjem. Min plan er at komme hjem, når ejeren har været ombord. Det vil formentlig sige engang i Maj måned og så forhåbentlig kan jeg blive hjemme i en måneds tid.
Og ja, jeg kan lige så godt advare her allerede: der vil blive afholdt sommerhus-party i den ferieperiode, så vær beredt.

Og ang. overskriften, ja så har jeg lige spist en kokosmakron, lavet af kokosnød vi fik ombord fra en af øerne her tidligere på dagen. Lækkert.

Så er der bare tilbage at ønske glædelig jul og godt nytår.
Billeder fra de smukke ukendte øer kommer på et senere tidspunkt.

Martinique, mit første møde med Caribien

Efter et rent helvedesridt fra Panama til de Caribiske Antiller, nåede vi Martinique. I første omgang var jeg lidt skuffet. Må indrømme at jeg efter at have været blevet kastet rundt i dette lille badekar i 6 dage havde jeg sat næsen op efter turkisblåt vand, vajende palmer på hvide sandstrande og ikke mindst brune piger i hulaskørter. Intet af dette var umiddelbart i syne da vi ankrede i bugten ved hovedstaden Fort de France. Og ja skuffelse nr. 2: Det lyder fransk og det er fransk. Da jeg kom i land viste det sig at folk her kun taler fransk og i øvrigt er franskmænd/kvinder hvis ikke de er fransktalende rastaer. Når man så lige er kommet sig over den indledende skuffelse over at det ikke er Robinson Crusoes ø man er kommet til, ja så er her jo egentlig meget rart. De første dage lå vi for anker det sted vi ankom. Det blev til et par ture ind til en lille landsby med motorbåden. Her var ikke meget andet at se på end et par barer, men skal hilse og sige at de serverer nogle friske romdrinks (læs: meget stærke) og en udmærket lokal øl. Priserne er temmeligt høje på alting, så man skal passe lidt på. Bygninger veksler mellem at være forholdsvis nyistandsatte og at være noget forfaldent gammelt bras. Man ser også flere byggeprojekter der bare aldrig er blevet gjort færdige. Disse ting skæmmer lidt, hvad der ellers kunne have potentialet til at være ren luksus for de mange franskmænd der holder deres ferie her. Efter nogle dage sejlede vi ned sydpå til en by ved Marin hvor vi kunne komme for kaj. Her skal vi modtage vores gæster fredag. Denne by byder heller ikke på meget. Det er en kæmpestor lystbådehavn der er helt fuld, men alligevel er der så godt som intet liv på havnen. Der findes et par barer som bliver fyldte om aftenen, men ellers ingen restauranter eller butikker. Det lyder altsammen som en stor skuffelse, men sådan skal det ikke opfattes. Grunden til dette kom denne weekend. Det meste af besætningen har haft fri denne weekend og heldigvis spildte vi ikke tiden. Lørdag tog vi en af motorbådene ud af havnen og brugte dagen på at stå på wakeboard og nyde solen, de sagnomspundne palmestrande og medbragte kolde pilsnere. En fremragende dag som blev afsluttet med en større middag på restaurant med halvdelen af besætningen (som nu er oppe på 18). Søndag morgen var vi 6 der stod tidligt op for at tage op til den nordlige ende af øen for at bestige vulkanen Peleé. Vulkanen er godt 1300 m høj og var sidst i udbrud i 1929. I 1902 udslettede et større udbrud den daværende hovedstad St. Pierre. En dramatisk fortid må man sige. Dramatikken viste sig at bestå. Ikke i form af fare for udbrud, men som en dramatisk stigning fra bund til top. Turen på bjerget var utroligt flot, da vegetationen tangerede regnskov, udsigten bød på stejle kløfter og høje toppe. Vi trodsede varmen og kom hurtigt op i skyerne, hvor luften var køligere og fugtig. Dejligt når man sveder som en gammel hest. Den fantastiske udsigt og strabadserne kunne ikke helt kompensere for skuffelsen over, at vi til sidst måtte opgive før toppen. Vi nåede op på 1245m. til kanten af krateret fra 1902. Da det gik op for os at vi, for at komme videre, skulle kravle ned af den stejle skrænt ned i krateret for derefter at klatre op ad en lige så stejl bjergside. Det blev simpelthen vurderet til at være for farligt og for stor en mundfuld. Jeg fik dog nogle gode skud i kameraet, hvoraf jeg lægger et op her. Resten af dagen gik med en køretur til en dejlig strand, hvor vi fik en hamburger på stranden og en velfortjent øl. Endelig fik jeg set noget af Martinique, og indser at under det lidt skuffende ydre, har det gode oplevelser at byde på.
I morgen er det tilbage til arbejdet. Chieferne har roteret så jeg har en anden chef nu end de sidste par måneder. Det er godt, men hårdt arbejde for der skal laves alt det, som den anden chief negligerede eller overså. De to snakker ikke meget sammen og kører derfor tingene helt på hver deres måde. Dette resulterer i, at jeg ofte har det som en lus imellem to negle, da det jo er mig der udfører det meste af det manuelle arbejde.

Ellers er vi som nævnt oppe på fuld besætning endelig og så småt ved at være klar til at modtage chartergæster på fredag. Herefter følger 12 hektiske dage med meget lidt fritid og en rute der inkluderer St. Lucia, St. Vincent og endelig jul og afslutning på Grenada. Selvom jeg nok ikke kommer i land, glæder jeg mig til at se mere af Caribien.

På stranden i Martinique

Udsigt fra vulkanen Peleé

På vej op af vulkanen

Barbeque på dokken

Lidt billeder af livet til søs. San Diego til Panama

Panama city, en by med store kontraster

På bar på Martinique

Trukket af lokomotiver i Panama-kanalen

Solopgang i San Diego

Fisk i Stillehavet

Alienfisk/guldmakrel og en stolt overstyrmand

Noget om saftevand

Saftevand er en sjov ting, som vi tager for givet i Danmark. Men det viser sig desværre at udlandet ikke rigtig har fået øjnene op for denne læskende billige drik. Som barn har man i Danmark altid været vant til at få en halv liters flaske med saftkoncentrat opblandet med vand, med i skole. Det er billigt og sundere end sodavand og så smager det godt. Af favoritter kan nævnes klassikere som rød saft, gul saft, solbærsaft og nyklassikerne sportssmag og hindbær/orange. I det sydlige Europa er det bedste substitut for saftkoncentratet et siruplignende produkt der normalt anvendes i madlavning. F.eks. til kageproduktion. Et endnu mere miserabelt forsøg på at kopiere dette danske traditionsprodukt er amerikanernes Gatorade og, hold nu fast, vitamin water. Idéen bag disse drikke er som sådan god nok. Den bunder jo i den samme som det danske saftkoncentrat. Det er mere udførelsen der halter. For det første er der det med smagen. Det er ikke lykkedes amerikanerne at blande nogen af de ellers utroligt mange fine og velsmagende frugtsorter til noget der smager godt. Det smager alt sammen kunstigt og trist. Så er der det med måden det købes og indtages på. Disse saftreplikaer kommer nemlig ikke som koncentrater til opblanding med vand, men som færdigblandede produkter i halvliters flasker. Det faktum at producenterne har fundet det for avanceret for den menige amerikanske forbruger at skulle opblande sit saftevand med vand resulterer nødvendigvis i et enormt og unødvendigt forbrug/produktion/spild af plasticflasker. Det værste ved den amerikanske saftevand er dog de prætentiøse og latterlige inskriptioner på flaskerne. Indrømmet, FUN og Bonanza osv. Er heller ikke helt uskyldige når det gælder dårlig markedsføring, men de to førnævnte fabrikater tager dog prisen. Bombastiske inskriptioner som ”Prime, perform, recover” og ”Electrolytes + carbs: Replenish vital nutrients and energy” og endelig ”Drink to help rehydrate, replenish and refuel and savor the sweat”. Disse udtryk og garantier om evigt liv kommer alle fra en flaske Gatorade med den beske og kunstige smag af grape! Indholdet i flasken er dog også mere beskedne ting som sukker, vand og diverse E-numre.

Hvad kan vi lære af alt dette? Tja, man har kun det FUN man selv blander, og i Amerika skal der skrappe metoder i brug for at sælge et kedeligt produkt.

San Diego - Panama

Jeg er blevet spurgt, hvorfor jeg skrev på engelsk på bloggen her. Jeg kunne ikke komme med et godt svar, så derfor vil mine indlæg fremover være på mit kære modersmål.

Vi sejlede fra San Diego i Torsdags. Jeg var syg den første dag. Ikke søsyg, ikke fuldesyg, men febersyg. Mærkeligt. Påstår jo ellers hårdnakket at jeg aldrig er syg. Sidste gang jeg var syg var da jeg havde den tvivlsomme ære, at være nr. 68 i DK/Thailand med fugleinfluenza.

Til min store lettelse varede det kun en enkelt dag. At være syg ombord på et skib er ikke en ønskværdig situation. Navnlig fordi man ikke bare kan få fri fra arbejde, men må bide det i sig og udføre sine opgaver. Opgaver er der sådan set nok af, selvom tempoet endelig er gået lidt ned eftersom vi er kommet af sted og er kommet ind i en daglig rutine. Min rutine hedder 12-4, både eftermiddag og nat. Her er det en fordel at jeg ikke har et vindue/koøje på mit kammer. Jeg har med største lethed vendt min dagsrutine og har gjort kl 12 middag til tidlig morgen. Dvs. jeg sover uden problem indtil vækkeuret ringer kl. 1145.

Internet ombord er noget lort. Adskillige dage helt uden og når det endelig er her er det meget sporadisk. Jeg sidder og skriver dette i word, da jeg ikke kan komme online. Mandag var jeg dog i stand til at læse nyheden om at Manny Pacquiao udraderede Antonio Margarito i lørdags. Ikke at være i stand til at se de store boksekampe er en af de ting der generer mig mest ved at være isoleret i denne lille verden, Apogee er. Og når man så tænker over det, så er det vel ikke så galt det hele hvis det at misse en boksekamp er det værste.

I bund og grund kan jeg sige at jeg har det udmærket her. Som alle arbejdspladser er der nogle ting man er træt af og nogle folk man ikke kan lide og nogle chefer der er psykopater. Men hvis man blot holder sig for øje, at dette ikke er spor anderledes, havde jeg haft et job på land og ellers betragter de irriterende hændelser, opgaver og konfrontationer som en del af et cirkus og ellers passer sit arbejde og tager tingene afslappet, ja så er det faktisk et ret godt job jeg har her. Især når man opvejer med de gode ting: Lønnen, flinke kolleger, eksotiske destinationer og chancen for faktisk at blive dygtigere til et eller andet. Det sidste er et indlæg værd i sig selv. Jeg skriver lidt om det når jeg har fundet ud af om jeg rent faktisk lærer noget.

Vi ankommer Panama lørdag tror jeg. Hvis alt går efter planen bliver der landlov i Panama city. Fyldig rapport skal nok komme her på siden. Derudover kan jeg fortælle at Mexico er et udsædvanligt langt land. Vi har nu sejlet i næsten en uge med 13 knobs fart og vi har haft Mexico om bagbord hele vejen. Det eneste land jeg har sejlet næsten lige så længe langs med er Norge. Ikke at der i øvrigt er nogen sammenligning. Man kan virkelig mærke vi er kommet til de varme lande. Søvandstemperaturen er omkring 28 grader og luften er lummer og varm. Det er dog stadig en befrielse at komme på dækket, når man kommer fra et maskinrum der ved flere lejligheder har ramt 45 grader.

The end is nigh for San Diego

The end is nigh for San Diego…

So we’ve moved on board. I am in room no. 7. One of the best rooms I think. I share it with the 2^nd Officer whom I have not seen yet. He is 40 years old. Regardless of that, I exploited my chance and took the lower bunk. I think he had the lower bunk before, but that reign has come to an end now. As a yachtie, you don’t have a lot of space around you and you are rarely allowed privacy. Nevertheless, I think I have made a good thing for myself already in my cabin: I got myself an old flatscreen tv from the boat and went to radioshack and bought 200 dollars worth of cables and accessories and I have made myself a little home cinema setup – Bunk size. Another thing I used money on, is the Witmark demos. The newest release from the Bob Dylan catalogue. I bought it from the official internet store because I got a Bob Dylan t-shirt as an extra gift. Being the only reason I actually bought it, since I have the music already.

Today we bunkered the ship, getting ready for departure, which is now set for Tuesday. Our next port of call will be Martinique via Panama. I am very excited to go through the canal for the first time.

Realizing that I won´t be going to the Undisputed gym anymore, I took the crew car yesterday and brought my trainer and the manager there, each an Apogee shirt. They seemed very happy about the present. I liked going there. It was a learning experience, and I have a lot of new tricks to try out in Brønderslev bokseklub when I get back.

Lars asked me about the Americans and their working clothes. As seen on tv, jeans rule supreme. Also for working clothes. You will see people at the ship yard working in t-shirts and jeans. If that is not the case, the workers wear funny uniforms a la Mario brothers. Complete with caps and everything. Talking about working clothes, a thing that has been on my mind lately is the difference between overalls and boiler suits and finally coveralls. In English, it would seem that what we call overalls in Denmark is what we would call boiler suits. I have seen these as coveralls as well here. Can anyone clarify exactly what is what? And what are the Danish overalls called in English?

The other day, we went to a fish sandwich shop here at the harbor. In the water there was a sea lion. I have wondered several times, where sea lions live naturally. Now I have found out: California. I like to know where animals come from. At least from which continent.

The other night, we were at the house the captain had rented here in San Diego. He had invited us for barbecue and allowed us to daze in the Jacuzzi and pool belonging to the house. Two things: The house was pure luxury. A regular MTV crib. And second, the steaks the captain had made were the best food I’ve had for a long long time. It made me realize how much shit we are filling ourselves with in this land of opportunity.

Talking about the great American food tradition: I finally found the perfect filthy, greasy, delicious genuine American burger. It is found in “Five guys”. Do visit this place if you ever go to the United bluff. It is the taste of America.

Oh yeah, they just had an election for the replacement for Arnold as governor in this state. Jerry Brown won. That name rang a bell in my head, and I couldn’t keep from singing the good old Dead Kennedy’s song “California über Alles” in my head. Quote “if you mess with president Brown….”. I talked to one of the dayworkers about it, and as it turned out, it was this same Mr. Brown as the Dead Kennedy’s had warned about in their song from the early eighties. Listen to the song and you will find out how derailed this American society is, politically. Point of fact: 28 percent more Americans, than at the presidential election, would today vote for the republicans…! They seem to have a short memory about who brought this country to its knees.

Some photos from San Diego, CA

Three air craft carriers in the naval base as seen from the deck of air craft carrier USS Midway

The Bridge to Coronado Island. A very short distance to the Tijuana, Mexico border.

USS Midway, air craft carrier museum

San Diego skyline by day and parking for cruise ships!

San Diego skyline as viewed from the roof terrace of the crew house.

Click on the photos for full sizes, and don't forget to read my newest blog post just below here.

Weekend in San Diego and Temecula 24/10-2010

I have started training in a gym called Undisputed. I like it. They have a completely different way of doing things, than in Denmark. The training is a lot more technical than in Denmark, and I feel that I can really learn some things about how to teach boxing. Useful for when I return to Brønderslev Bokseklub. Aside from that, it helps me burn some of the fat consumed during lunches in the always present fast food restaurants over here. I have been here for 12 days now and I already feel like a much more unhealthy person. No wonder why the Americans are so obese! They litterally serve chips/crisps with sandwiches here, as a substitution for e.g. french fries or potatoes.
That said, I must say that people truly are more beautiful here in California compared to the people on the East coast. I remember people in Washington D.C. to be extremely fat, and worst of all, there were no hot girls.

Anyway, Saturday I worked on board and did nothing special but visit a gigantic electronics warehouse called Frys. Got to discuss the newest 3D and google tv televisions with a Sony representative and got to test the new Sony Alpha STL 55 camera. A dangerous place to go, but I did not give in to temptation of buying....yet.

Sunday was a good day. I took the crew car and went the 1½ hour drive up to Temecula to visit Flemming and Grethe, who are my former employers and good friends. They have an olive farm there in a wine district valley and use it as a summer house. It was extremely interesting to walk around on the farm and see how they have made that dry, stony and hilled terrain into a lucrative little olive plantation. On top of that, we had real black bread and frikadeller. Two things I know I won't taste again for a very long time. What a nice sunday excursion.

Flemming and Grethe's farm on top of the hill

A view of the "farm"
The pool on the "farm"

19/10-2010 San Diego

From now on, I will try to maintain this blog a little better than I have done in the past. Not only for interested people to be able to follow my life and accomplishments, but even more for myself to record some of the experiences, thoughts and impressions I get in my daily life. Information that would otherwise be forgotten or neglected.

Anyways. I am in San Diego, California, USA.
I am currently the 2nd Engineer on the motor yacht Apogee. Here are some pictures of the ship:
http://www.yachtmati.com/apogee/index.htm
It is a lot bigger than my last yacht, and so is the engine compartment, which makes the working experience here, much more similar to working on a "real" commercial ship.
We are in San Diego at the Driscoll ship yard for preparations for the next season.

Today I saw something interesting. As I walked around on board, I saw some large animals in the water. It turned out to be a couple of sea lions that were "tanning", holding their fins out of the water, apparently to heat up the blood. What I dont get, is why they didnt realize that the sun wasnt shining and it was raining. I always find it interesting to see animals in the sea. Regarding the sea lions, it got me thinking that I never knew before where these magnificent creatures actually lived. Well, now I know: California.

By the way, who said "It never rains in southern California"? Not true. Its been raining all day, and actually its been over clouded ever since I got here last wednesday.

So do I like being here? I dont want to admit it, cause im not impressed by americans and what they stand for. On top of that, everyone, except themselves, know that they are kind of stupid (and obese). But yes, I like it here. Let me explain: Not only did I have a fantastic weekend seeing the USS Midway aircraft carrier museum, some submarines and sailing ships, but I also went to one of those college parties that you normally see in college comedies. Complete with punch in paper cups, booze in brown paper bags, young kids smoking weed on the roof terrace, drunk kids thinking that its ok to drunk drive and lots of good looking- easy to talk to-girls. A weekend like that makes me feel like Im in the right place at this time. Further enhancing this good feeling was last nights activities. I went with one of the chief engineers to a proper boxing/martial arts gym called undisputed. After 2 hours hard workout (more on the boxing training in a future blog) it was 2130 and I hadnt had dinner. No problem in the US: I just went out on the street and after walking 3 minutes I had a choice of 3 cafes that were all open and serving food at that time on a monday night. I chose the first one in my path and although a little pricey compared to american prices, it was a good meal. I guess its just the vicinity and simplicity of getting everything that you might need at any time, that appeals to me.