En Maskinmesters Blog: september 2011

mandag den 12. september 2011

Noget om mad

Min kære Faster Elin spurgte for nylig, i en email, lidt ind til mine oplevelser med mad. I stedet for at begrænse mig til et svar i en email, synes jeg det kunne være interessant at lave et lille indlæg her omkring mine oplevelser med mad.
Når man arbejder på en yacht er man som hovedregel rigtig forkælet hvad angår mad. Man har gerne en eller to kokke ansat som kun har til opgave at lave mad til dig og dine kolleger. Når der så er gæster eller ejer ombord får de så lidt mere travlt da de også skal lave mad til disse. Det er min erfaring at de fleste kokke stræber opad. Hvis ikke allerede de er overbevist om at de er den bedste kok i verden, og er ivrige for at bevise det med deres madlavning, så har de i hvert fald i sinde at blive den bedste kok i verden. I sidstnævnte situation fungerer besætningen så som en slags mundskænke og testsmagere for kokken og hans/hendes kreationer. Altså en meget priviligeret situation at befinde sig i. For at sætte lidt billeder på dette kan jeg nævne at jeg i løbet af de sidste 4 dage er blevet udsat for laks, oksefilet, hummer( eller et eller andet andet af havets insekter) og en masse andre fine ting.
Folk der kender mig ved at jeg er glad for mad. Og jeg sætter da også stor pris på disse flotte retter som troligt bliver stillet foran mig både middag og aften. Og jeg ser mig da heller ikke for fin til at spise nogle gode store portioner. Særligt fint er det jo også at man hverken skal lave mad, vaske op eller dække bord eller andre af de sure pligter som normalt følger med det daglige indtag.
Problemet kommer når man har fået den slags mad hver dag i månedsvis. Åh gud hvor ville man bare ønske sig en frikadelle med kogte kartofler og brun sovs, eller en rugbrødsmad med rullepølse, eller en gang medister med rødkål, eller sågar en ristet hotdog nogle gange. Det hænger sammen med hvad man er flasket op med. Jeg er sikker på at eksempelvis mine sydafrikanske kolleger sommetider ønsker sig en ragout af springbuk (eller hvad man nu spiser på de kanter) efter at have indtaget en ellers fremragende gang italiensk spaghetti a la et eller andet fornemt. Vanen og opdragelsen gør at vi ikke altid helt ved hvad der er bedst for os (jeg vil dog til enhver til påstå at rullepølsemellemmaden er det sundeste og bedste for enhver).

Men jeg nyder det da. Gu gør jeg det. For yderligere at besvare Faster Elins spørgsmål, så vil jeg starte med at sige at det er yderst sjældent at jeg spiser i land, selvom vi så skulle komme til nok så eksotiske og berømmede steder. Dette er et resultat af en rationel tankegang der forsikrer mig om at jeg har en stjernekok ombord der laver mad til mig helt gratis, hvorimod at jeg i land ikke kan føle mig for sikker på i det hele taget at få et fyldestgørende måltid, uden pomfritter, for mindre end en dagløn(husk på at det gerne er meget fornemme/dyre steder vi kommer).
Dette til trods, så er det da sket at jeg har fået chancen for at komme ud og smage på noget af det lokale. Særligt husker jeg at vi på Lipari i de Æoliske øer (nær Sicilien), blev inviteret ud at spise af de overordentligt flinke spanske gæster vi havde ombord(i øvrigt de første og eneste stinkende rige mennesker jeg har mødt som jeg vil sætte i den kategori, men det er en anden historie).
Vi kom på en lokal familierestaurant af typen som ikke overrendes af turister, men som har overlevet igennem generationer pga. kvaliteten af den mad som serveres der. Mor var i køkkenet og sønnen var overkellner/vært. På denne flotte lille restauration blev jeg udsat for flere ting jeg ikke har prøvet før, men som jeg ikke ville være bleg for at sætte tænderne i igen. Inden forretten fik vi serveret stykker af en særdeles overmodnet parmesanost samt noget lignende ost lavet på gedemælk. Dejlig spise i sig selv. Det usædvanlige og prikken over i'et var dog at vi fik ægte balsamico-eddike at dyppe osten i. Vi lod os fortælle at denne eddike var mere end 25 år gammel. Tænk at spise noget der har stået på flaske næsten hele ens levetid. Det smagte i øvrigt fantastisk.
Til forret diskede mama op med en slags lagkage hvor alle lag bestod af hele sardiner. Er der noget at sige til at jeg var lidt skeptisk? Men ned skulle det, og det viste sig jo også imod forventning at det faktisk var en ganske udmærket spise.
De fleste af de mange andre retter fortaber sig lidt i hukommelsens mørke hul, men jeg husker da at vi til en af retterne fik serveret ris som var farvet sort af blæksprutteblæk. Tænk at man kan spise blæk! Ikke desto mindre smagte også denne ret helt tilforladelig. Aftenen blev afsluttet med hjemmelavet Limoncello, som er en slags citronbaseret/sød spiritus som man altid får med regningen på rigtige italienske restauranter.

Til emnet mad vil jeg bemærke at jeg på min sidste båd var velsignet med den bedste kok jeg endnu har sejlet med og oplevet for den sags skyld (når nu vi holder Farmor og Mor udenfor nummer). Han var oprindeligt russer, men boede i Australien og havde en svensk kone. Han havde den, for kokke, helt særlige egenskab at han hverken blev stresset eller aggressiv når der var travlt i kabyssen. En sand fornøjelse at arbejde med og ikke mindst spise fra. Gode hjemmelavede retter som blev smagt til med fingrene. Denne kok smagte på ALT. Ja selv hvis han kogte vand stak han en finger i og smagte på den. Vanens magt går jeg ud fra. Men der var ikke noget vanepræget over maden. 5 kokkehuer herfra.

På den nuværende båd er vi kommet i den absurde situation at begge kokke har sagt op og alle deres afløsere er stoppet indenfor kort tid( en tre stykker har forsøgt. Har spurgt om det er min glubende appetit der har skræmt dem, men ikke fået et entydigt svar.) Nå men under alle omstændigheder har vi måttet klare os uden den vanlige luksus a la carte menu her til aften. Nu kan man jo ikke byde en sømand at han skal gå sulten i seng, så der blev ganske opfindsomt kompenseret med 10 store familiepizzaer fra den lokale monegaskiske fedtbiks. Jeg håber godt nok der hurtigt bliver fundet en løsning på kokkeproblemet. Pizza er ikke min livret!

torsdag den 1. september 2011

Restriktioner og nyt job

Ja jeg ved det godt. Det er alt for længe siden. Ikke fordi jeg har glemt at skrive eller ikke har haft tid. Nej ikke engang fordi jeg ikke har haft lyst. Der har været meget at fortælle om og meget at dokumentere for fremtiden. Årsagen til de manglende opdateringer på bloggen er at der er gået politik i det at ytre sig om sit liv.
Det forholder sig sådan, at når man bliver ansat på en luksus yacht, så skal man i de fleste tilfælde underskrive en kontrakt hvor man på tro og love erklærer at man ikke vil videregive oplysninger om yachtens ejer og alt der har med denne at gøre. Det er hurtigt blevet almindeligt kendt at jeg har en blog hvorpå jeg skriver lidt om livet som maskinmester på en luksus-yacht. I den forbindelse er spørgsmålet om det jeg skriver er i strid med de fortrolighedskontrakter jeg har været tvunget til at skrive under på, rejst ved flere lejligheder. Dette, sammen med det faktum at noget jeg har skrevet her på bloggen rent faktisk har bragt mig i uføre, har gjort at jeg er blevet noget forsigtig. Jeg har længe gået og overvejet hvordan jeg kan fortsætte bloggen uden at bringe mig selv i en situation hvor jeg ikke kan leve op til de krav til fortrolighed der stilles til mig i denne branche (hvor åndssvagt jeg så end selv synes det er).

Jeg er kommet frem til at indholdets detaljegrad for fremtiden vil være begrænset hvad angår informationer om andre mennesker. Mine uforbeholdne tanker om livets laden og gøren vil stadig være at finde, ligesom at jeg finder det ufarligt at fortælle om de steder jeg befinder mig (da ethvert skibs øjeblikkelige position alligevel kan findes på www.marinetraffic.com). Jeg vil prøve at kompensere lidt for det lettere censurerede indhold med flere billeder end hidtil.
Jeg håber at mine læsere stadig vil finde det interessant at følge med her på bloggen.

Siden sidst er der sket meget. Efter en utroligt travl, men kort sommersæson som chief på en 40m yacht er jeg nu blevet 1. mester igen på en 68m yacht. Det nye arbejde passer mig rigtig godt. Jeg har fået en kontrakt der tilnærmelsesvis ligner det man kan få i handelsflåden: 3 mdr. ombord og 3 mdr. fri i rotation. Desværre kan man ikke både blæse og have mel i munden så de fine afspadseringsvilkår kompenseres med en løn der er væsentligt lavere end hvad jeg har været vant til fra skibe uden rotationsordning. I danske kroner betyder det at jeg er gået 13000kr ned om måneden! Derudover skal jeg jo nu til at forsørge mig selv med mad og logi halvdelen af min tid. Det har været en fordel aldrig at have fri, for så bruger man heller ikke penge. Med andre ord er konsekvensen af en rotationsstilling at jeg nu har spændt livremmen lidt ind.

De danske skatteregler muliggør stadig kun 42 dage i Danmark pr. 6 mdr. Den kvikke læser vil hurtigt se at jeg så får noget fritid der skal fordrives i udlandet. Jeg har i høj grad tænkt mig at skulle bruge denne midlertidige landsforvisning til at komme ud og se mig lidt omkring. En aktivitet jeg naturligvis også har tænkt mig at dokumentere her på bloggen. Første projekt er en tur til Bhutan. Et lille land i Himalayabjergene. Jeg har tænkt mig at blive en måned.
Denne rejse planlægger jeg til umiddelbart efter min hjemkomst omkring midt november. Det vil sige at jeg først rigtig kommer hjem til Danmark midt i December. Skal blive rart nok at holde jul hjemme i år.

Jeg kan ikke fortælle ret meget om mit nuværende skibs planer, for jeg kender rent faktisk ikke noget til dem. Men mit bedste bud er at vi, efter et snarligt værftsophold, skal til Caribien og gøre det som charterbåd. Det har jeg ikke noget imod. Der er drikkepenge at hente og desuden er Caribien et dejligt afbræk fra det lidt kedelige og mondæne Sydfrankrig. Vi er i øjeblikket i Monaco(afslører jeg gerne jvf. ovenstående) og har været her længe. Jeg har været her en del gange før og synes ikke rigtig den lille bystat har så meget mere at byde på for mig, så derfor har jeg i høj grad valgt at blive ombord stort set siden jeg startede i jobbet. Ikke kun for at spare penge, men også for at vise lidt goodwill i forhold til at ville tage vagter osv.

Til gengæld vil jeg herunder uploade nogle billeder fra sommersæsonen på den båd jeg lige kommer fra. Det var 2½ måned præget af søvnmangel, irriterende gæster, relativt nemt maskineri, gode kolleger og fantastiske Italien.

Nogle billeder fra sommersæsonen er udgivet i deres eget indlæg herunder.