Min kære Faster Elin spurgte for nylig, i en email, lidt ind til mine oplevelser med mad. I stedet for at begrænse mig til et svar i en email, synes jeg det kunne være interessant at lave et lille indlæg her omkring mine oplevelser med mad.
Når man arbejder på en yacht er man som hovedregel rigtig forkælet hvad angår mad. Man har gerne en eller to kokke ansat som kun har til opgave at lave mad til dig og dine kolleger. Når der så er gæster eller ejer ombord får de så lidt mere travlt da de også skal lave mad til disse. Det er min erfaring at de fleste kokke stræber opad. Hvis ikke allerede de er overbevist om at de er den bedste kok i verden, og er ivrige for at bevise det med deres madlavning, så har de i hvert fald i sinde at blive den bedste kok i verden. I sidstnævnte situation fungerer besætningen så som en slags mundskænke og testsmagere for kokken og hans/hendes kreationer. Altså en meget priviligeret situation at befinde sig i. For at sætte lidt billeder på dette kan jeg nævne at jeg i løbet af de sidste 4 dage er blevet udsat for laks, oksefilet, hummer( eller et eller andet andet af havets insekter) og en masse andre fine ting.
Folk der kender mig ved at jeg er glad for mad. Og jeg sætter da også stor pris på disse flotte retter som troligt bliver stillet foran mig både middag og aften. Og jeg ser mig da heller ikke for fin til at spise nogle gode store portioner. Særligt fint er det jo også at man hverken skal lave mad, vaske op eller dække bord eller andre af de sure pligter som normalt følger med det daglige indtag.
Problemet kommer når man har fået den slags mad hver dag i månedsvis. Åh gud hvor ville man bare ønske sig en frikadelle med kogte kartofler og brun sovs, eller en rugbrødsmad med rullepølse, eller en gang medister med rødkål, eller sågar en ristet hotdog nogle gange. Det hænger sammen med hvad man er flasket op med. Jeg er sikker på at eksempelvis mine sydafrikanske kolleger sommetider ønsker sig en ragout af springbuk (eller hvad man nu spiser på de kanter) efter at have indtaget en ellers fremragende gang italiensk spaghetti a la et eller andet fornemt. Vanen og opdragelsen gør at vi ikke altid helt ved hvad der er bedst for os (jeg vil dog til enhver til påstå at rullepølsemellemmaden er det sundeste og bedste for enhver).
Men jeg nyder det da. Gu gør jeg det. For yderligere at besvare Faster Elins spørgsmål, så vil jeg starte med at sige at det er yderst sjældent at jeg spiser i land, selvom vi så skulle komme til nok så eksotiske og berømmede steder. Dette er et resultat af en rationel tankegang der forsikrer mig om at jeg har en stjernekok ombord der laver mad til mig helt gratis, hvorimod at jeg i land ikke kan føle mig for sikker på i det hele taget at få et fyldestgørende måltid, uden pomfritter, for mindre end en dagløn(husk på at det gerne er meget fornemme/dyre steder vi kommer).
Dette til trods, så er det da sket at jeg har fået chancen for at komme ud og smage på noget af det lokale. Særligt husker jeg at vi på Lipari i de Æoliske øer (nær Sicilien), blev inviteret ud at spise af de overordentligt flinke spanske gæster vi havde ombord(i øvrigt de første og eneste stinkende rige mennesker jeg har mødt som jeg vil sætte i den kategori, men det er en anden historie).
Vi kom på en lokal familierestaurant af typen som ikke overrendes af turister, men som har overlevet igennem generationer pga. kvaliteten af den mad som serveres der. Mor var i køkkenet og sønnen var overkellner/vært. På denne flotte lille restauration blev jeg udsat for flere ting jeg ikke har prøvet før, men som jeg ikke ville være bleg for at sætte tænderne i igen. Inden forretten fik vi serveret stykker af en særdeles overmodnet parmesanost samt noget lignende ost lavet på gedemælk. Dejlig spise i sig selv. Det usædvanlige og prikken over i'et var dog at vi fik ægte balsamico-eddike at dyppe osten i. Vi lod os fortælle at denne eddike var mere end 25 år gammel. Tænk at spise noget der har stået på flaske næsten hele ens levetid. Det smagte i øvrigt fantastisk.
Til forret diskede mama op med en slags lagkage hvor alle lag bestod af hele sardiner. Er der noget at sige til at jeg var lidt skeptisk? Men ned skulle det, og det viste sig jo også imod forventning at det faktisk var en ganske udmærket spise.
De fleste af de mange andre retter fortaber sig lidt i hukommelsens mørke hul, men jeg husker da at vi til en af retterne fik serveret ris som var farvet sort af blæksprutteblæk. Tænk at man kan spise blæk! Ikke desto mindre smagte også denne ret helt tilforladelig. Aftenen blev afsluttet med hjemmelavet Limoncello, som er en slags citronbaseret/sød spiritus som man altid får med regningen på rigtige italienske restauranter.
Til emnet mad vil jeg bemærke at jeg på min sidste båd var velsignet med den bedste kok jeg endnu har sejlet med og oplevet for den sags skyld (når nu vi holder Farmor og Mor udenfor nummer). Han var oprindeligt russer, men boede i Australien og havde en svensk kone. Han havde den, for kokke, helt særlige egenskab at han hverken blev stresset eller aggressiv når der var travlt i kabyssen. En sand fornøjelse at arbejde med og ikke mindst spise fra. Gode hjemmelavede retter som blev smagt til med fingrene. Denne kok smagte på ALT. Ja selv hvis han kogte vand stak han en finger i og smagte på den. Vanens magt går jeg ud fra. Men der var ikke noget vanepræget over maden. 5 kokkehuer herfra.
På den nuværende båd er vi kommet i den absurde situation at begge kokke har sagt op og alle deres afløsere er stoppet indenfor kort tid( en tre stykker har forsøgt. Har spurgt om det er min glubende appetit der har skræmt dem, men ikke fået et entydigt svar.) Nå men under alle omstændigheder har vi måttet klare os uden den vanlige luksus a la carte menu her til aften. Nu kan man jo ikke byde en sømand at han skal gå sulten i seng, så der blev ganske opfindsomt kompenseret med 10 store familiepizzaer fra den lokale monegaskiske fedtbiks. Jeg håber godt nok der hurtigt bliver fundet en løsning på kokkeproblemet. Pizza er ikke min livret!
mandag den 12. september 2011
torsdag den 1. september 2011
Restriktioner og nyt job
Ja jeg ved det godt. Det er alt for længe siden. Ikke fordi jeg har glemt at skrive eller ikke har haft tid. Nej ikke engang fordi jeg ikke har haft lyst. Der har været meget at fortælle om og meget at dokumentere for fremtiden. Årsagen til de manglende opdateringer på bloggen er at der er gået politik i det at ytre sig om sit liv.
Det forholder sig sådan, at når man bliver ansat på en luksus yacht, så skal man i de fleste tilfælde underskrive en kontrakt hvor man på tro og love erklærer at man ikke vil videregive oplysninger om yachtens ejer og alt der har med denne at gøre. Det er hurtigt blevet almindeligt kendt at jeg har en blog hvorpå jeg skriver lidt om livet som maskinmester på en luksus-yacht. I den forbindelse er spørgsmålet om det jeg skriver er i strid med de fortrolighedskontrakter jeg har været tvunget til at skrive under på, rejst ved flere lejligheder. Dette, sammen med det faktum at noget jeg har skrevet her på bloggen rent faktisk har bragt mig i uføre, har gjort at jeg er blevet noget forsigtig. Jeg har længe gået og overvejet hvordan jeg kan fortsætte bloggen uden at bringe mig selv i en situation hvor jeg ikke kan leve op til de krav til fortrolighed der stilles til mig i denne branche (hvor åndssvagt jeg så end selv synes det er).
Jeg er kommet frem til at indholdets detaljegrad for fremtiden vil være begrænset hvad angår informationer om andre mennesker. Mine uforbeholdne tanker om livets laden og gøren vil stadig være at finde, ligesom at jeg finder det ufarligt at fortælle om de steder jeg befinder mig (da ethvert skibs øjeblikkelige position alligevel kan findes på www.marinetraffic.com). Jeg vil prøve at kompensere lidt for det lettere censurerede indhold med flere billeder end hidtil.
Jeg håber at mine læsere stadig vil finde det interessant at følge med her på bloggen.
Siden sidst er der sket meget. Efter en utroligt travl, men kort sommersæson som chief på en 40m yacht er jeg nu blevet 1. mester igen på en 68m yacht. Det nye arbejde passer mig rigtig godt. Jeg har fået en kontrakt der tilnærmelsesvis ligner det man kan få i handelsflåden: 3 mdr. ombord og 3 mdr. fri i rotation. Desværre kan man ikke både blæse og have mel i munden så de fine afspadseringsvilkår kompenseres med en løn der er væsentligt lavere end hvad jeg har været vant til fra skibe uden rotationsordning. I danske kroner betyder det at jeg er gået 13000kr ned om måneden! Derudover skal jeg jo nu til at forsørge mig selv med mad og logi halvdelen af min tid. Det har været en fordel aldrig at have fri, for så bruger man heller ikke penge. Med andre ord er konsekvensen af en rotationsstilling at jeg nu har spændt livremmen lidt ind.
De danske skatteregler muliggør stadig kun 42 dage i Danmark pr. 6 mdr. Den kvikke læser vil hurtigt se at jeg så får noget fritid der skal fordrives i udlandet. Jeg har i høj grad tænkt mig at skulle bruge denne midlertidige landsforvisning til at komme ud og se mig lidt omkring. En aktivitet jeg naturligvis også har tænkt mig at dokumentere her på bloggen. Første projekt er en tur til Bhutan. Et lille land i Himalayabjergene. Jeg har tænkt mig at blive en måned.
Denne rejse planlægger jeg til umiddelbart efter min hjemkomst omkring midt november. Det vil sige at jeg først rigtig kommer hjem til Danmark midt i December. Skal blive rart nok at holde jul hjemme i år.
Jeg kan ikke fortælle ret meget om mit nuværende skibs planer, for jeg kender rent faktisk ikke noget til dem. Men mit bedste bud er at vi, efter et snarligt værftsophold, skal til Caribien og gøre det som charterbåd. Det har jeg ikke noget imod. Der er drikkepenge at hente og desuden er Caribien et dejligt afbræk fra det lidt kedelige og mondæne Sydfrankrig. Vi er i øjeblikket i Monaco(afslører jeg gerne jvf. ovenstående) og har været her længe. Jeg har været her en del gange før og synes ikke rigtig den lille bystat har så meget mere at byde på for mig, så derfor har jeg i høj grad valgt at blive ombord stort set siden jeg startede i jobbet. Ikke kun for at spare penge, men også for at vise lidt goodwill i forhold til at ville tage vagter osv.
Til gengæld vil jeg herunder uploade nogle billeder fra sommersæsonen på den båd jeg lige kommer fra. Det var 2½ måned præget af søvnmangel, irriterende gæster, relativt nemt maskineri, gode kolleger og fantastiske Italien.
Nogle billeder fra sommersæsonen er udgivet i deres eget indlæg herunder.
Det forholder sig sådan, at når man bliver ansat på en luksus yacht, så skal man i de fleste tilfælde underskrive en kontrakt hvor man på tro og love erklærer at man ikke vil videregive oplysninger om yachtens ejer og alt der har med denne at gøre. Det er hurtigt blevet almindeligt kendt at jeg har en blog hvorpå jeg skriver lidt om livet som maskinmester på en luksus-yacht. I den forbindelse er spørgsmålet om det jeg skriver er i strid med de fortrolighedskontrakter jeg har været tvunget til at skrive under på, rejst ved flere lejligheder. Dette, sammen med det faktum at noget jeg har skrevet her på bloggen rent faktisk har bragt mig i uføre, har gjort at jeg er blevet noget forsigtig. Jeg har længe gået og overvejet hvordan jeg kan fortsætte bloggen uden at bringe mig selv i en situation hvor jeg ikke kan leve op til de krav til fortrolighed der stilles til mig i denne branche (hvor åndssvagt jeg så end selv synes det er).
Jeg er kommet frem til at indholdets detaljegrad for fremtiden vil være begrænset hvad angår informationer om andre mennesker. Mine uforbeholdne tanker om livets laden og gøren vil stadig være at finde, ligesom at jeg finder det ufarligt at fortælle om de steder jeg befinder mig (da ethvert skibs øjeblikkelige position alligevel kan findes på www.marinetraffic.com). Jeg vil prøve at kompensere lidt for det lettere censurerede indhold med flere billeder end hidtil.
Jeg håber at mine læsere stadig vil finde det interessant at følge med her på bloggen.
Siden sidst er der sket meget. Efter en utroligt travl, men kort sommersæson som chief på en 40m yacht er jeg nu blevet 1. mester igen på en 68m yacht. Det nye arbejde passer mig rigtig godt. Jeg har fået en kontrakt der tilnærmelsesvis ligner det man kan få i handelsflåden: 3 mdr. ombord og 3 mdr. fri i rotation. Desværre kan man ikke både blæse og have mel i munden så de fine afspadseringsvilkår kompenseres med en løn der er væsentligt lavere end hvad jeg har været vant til fra skibe uden rotationsordning. I danske kroner betyder det at jeg er gået 13000kr ned om måneden! Derudover skal jeg jo nu til at forsørge mig selv med mad og logi halvdelen af min tid. Det har været en fordel aldrig at have fri, for så bruger man heller ikke penge. Med andre ord er konsekvensen af en rotationsstilling at jeg nu har spændt livremmen lidt ind.
De danske skatteregler muliggør stadig kun 42 dage i Danmark pr. 6 mdr. Den kvikke læser vil hurtigt se at jeg så får noget fritid der skal fordrives i udlandet. Jeg har i høj grad tænkt mig at skulle bruge denne midlertidige landsforvisning til at komme ud og se mig lidt omkring. En aktivitet jeg naturligvis også har tænkt mig at dokumentere her på bloggen. Første projekt er en tur til Bhutan. Et lille land i Himalayabjergene. Jeg har tænkt mig at blive en måned.
Denne rejse planlægger jeg til umiddelbart efter min hjemkomst omkring midt november. Det vil sige at jeg først rigtig kommer hjem til Danmark midt i December. Skal blive rart nok at holde jul hjemme i år.
Jeg kan ikke fortælle ret meget om mit nuværende skibs planer, for jeg kender rent faktisk ikke noget til dem. Men mit bedste bud er at vi, efter et snarligt værftsophold, skal til Caribien og gøre det som charterbåd. Det har jeg ikke noget imod. Der er drikkepenge at hente og desuden er Caribien et dejligt afbræk fra det lidt kedelige og mondæne Sydfrankrig. Vi er i øjeblikket i Monaco(afslører jeg gerne jvf. ovenstående) og har været her længe. Jeg har været her en del gange før og synes ikke rigtig den lille bystat har så meget mere at byde på for mig, så derfor har jeg i høj grad valgt at blive ombord stort set siden jeg startede i jobbet. Ikke kun for at spare penge, men også for at vise lidt goodwill i forhold til at ville tage vagter osv.
Til gengæld vil jeg herunder uploade nogle billeder fra sommersæsonen på den båd jeg lige kommer fra. Det var 2½ måned præget af søvnmangel, irriterende gæster, relativt nemt maskineri, gode kolleger og fantastiske Italien.
Nogle billeder fra sommersæsonen er udgivet i deres eget indlæg herunder.
Billeder fra en sommersæson. Italien og Sydfrankrig
Air show i St. Tropez. Vi havde første parket på yachten og jeg havde den lange linse fremme.
Yachten Nero på St. Tropez red.
Et fyrtårn på Sicilien
Her er jeg sejlet ind på stranden på en vulkanø i den lille gummibåd. Havde de to kajakker på slæb med gæsternes unger.
Flere billeder i posts nedenunder her.
En gade på Capri
Jeg har vist aldrig set så mange flotte blomster og haver i alle farver som på Capri
Bl.a. pga. klippeformationer som disse er Capri populær.
Lige lidt solnedgang over Toulon havn
Kajen i Toulon badet i solnedgangens lys
Luftfoto af yachten jeg arbejdede på. Bemærk at vi har motorbåd på slæb.
Maskinrummet.
torsdag den 10. marts 2011
Wyclef Jean, Heineken og mord
Jeg ved det godt. Der går for lang tid imellem hvert blogindlæg. Jeg vil egentlig gerne fortælle noget mere, men der er faktisk ikke så meget at fortælle. Det er som om tingene har fundet en slags rytme, forårsaget af skibets egen uændrede situation og position. Vi er stadig på St. Maarten. Tingene er stadig ved at falde fra hinanden, solen skinner stadig og jeg bruger stadig for mange penge.
Alligevel er der dog sket lidt, som retfærdiggør forevigelse her på siden.
Der har lige været 4 dages sejlsportsregatta. Naturligvis ikke noget vi har deltaget i, men en stor begivenhed på øen, som hver aften blev fejret med koncerter og fester. Regattaens hovedsponsor var det ellers udmærkede hollandske bryggeri Heineken og således foranlediget måtte jeg deltage i et par af førnævnte festligheder. Søndag aftens store afslutningsfest var koncert med den legendariske Wyclef Jean, og sikke en koncert. 3½ times fest på stranden med hvad der så ud til at være hele øens befolkning. En festlig aften, som endte kl 8 næste morgen. Godt jeg havde fri om mandagen.
For et par uger siden blev en kok fra en af de mange både her, brutalt myrdet. Forinden havde gerningsmanden eller mændene stukket hans øjne ud, sat ild til ham, klippet hans brystvorter af og desuden stukket ham i maven. Motivet er højst sandsynlig noget med noget narko. Jo jo, der er meget lort i Caribien.
Ellers er det helt store emne i mit hoved, mit kommende ferieophold i Danmark. Det skal gå meget galt, hvis ikke det kommer til at vare fra omkring 1. maj til lige omkring 6. juni. Jeg har i en stor del af denne periode lejet et sommerhus hvor jeg planlægger indtil flere arrangementer.
Et af disse er det sagnomspundne Wellness og druk v. 11.0, som løber af stablen fra den 17. til den 22. Maj.
Alle læsere af denne blog er mere end velkomne til arrangementet. Du kan læse mere på dette link:
http://www.facebook.com/?tid=1301675677580&sk=messages#!/event.php?eid=111444208933006
Alligevel er der dog sket lidt, som retfærdiggør forevigelse her på siden.
Der har lige været 4 dages sejlsportsregatta. Naturligvis ikke noget vi har deltaget i, men en stor begivenhed på øen, som hver aften blev fejret med koncerter og fester. Regattaens hovedsponsor var det ellers udmærkede hollandske bryggeri Heineken og således foranlediget måtte jeg deltage i et par af førnævnte festligheder. Søndag aftens store afslutningsfest var koncert med den legendariske Wyclef Jean, og sikke en koncert. 3½ times fest på stranden med hvad der så ud til at være hele øens befolkning. En festlig aften, som endte kl 8 næste morgen. Godt jeg havde fri om mandagen.
For et par uger siden blev en kok fra en af de mange både her, brutalt myrdet. Forinden havde gerningsmanden eller mændene stukket hans øjne ud, sat ild til ham, klippet hans brystvorter af og desuden stukket ham i maven. Motivet er højst sandsynlig noget med noget narko. Jo jo, der er meget lort i Caribien.
Ellers er det helt store emne i mit hoved, mit kommende ferieophold i Danmark. Det skal gå meget galt, hvis ikke det kommer til at vare fra omkring 1. maj til lige omkring 6. juni. Jeg har i en stor del af denne periode lejet et sommerhus hvor jeg planlægger indtil flere arrangementer.
Et af disse er det sagnomspundne Wellness og druk v. 11.0, som løber af stablen fra den 17. til den 22. Maj.
Alle læsere af denne blog er mere end velkomne til arrangementet. Du kan læse mere på dette link:
http://www.facebook.com/?tid=1301675677580&sk=messages#!/event.php?eid=111444208933006
onsdag den 16. februar 2011
St. Barthelemy 16-02-11
Så er det vidst på tide med endnu et indlæg. Der har ikke været meget lyst til at skrive, endsige meget at indberette på det sidste. Ikke fordi der arbejdes en frygtelig masse, men mine arbejdsdage slutter ofte først kl 21-22 om aftenen. Jeg bliver hver aften kaldt ind for at skifte en pære eller noget andet åndssvagt. Ejeren er ombord og han er helt sygelig med den slags.
I øjeblikket er vi for anker ud for Gustavia på øen St. Barth. Til de som ikke følger med i sladderbladene, så er St. Barth, ligesom Monaco, de rige og berømtes legeplads. Vores naboer her i bugten er da også så prominente gæster som Luna, tilhørende Abramovich; Le grand Bleu, tilhørende Abramovich´s rådgiver og ikke mindst den største yacht jeg nogensinde har set: Katara, som tilhører sultanen af Qatar. Et lille billede ses herunder.
Ejeren har tre vennepar på besøg. Fløjet ind med privat-jet. Så vidt jeg kunne se var de alle af typen: halv-gamle rige skiderikker med kraftigt modificerede og meget yngre koner. Jeg har ikke meget kontakt med gæsterne og prøver så vidt muligt aldrig at komme i nærheden af dem.
Ellers er der indtil nu 4 besætningsmedlemmer der har taget deres afsked, som man siger. Derudover rejser chiefen hjem på lørdag og kommer ikke igen. Om jeg har slidt ham op skal jeg lade være usagt. Tror desuden at den sidste matros er på vej til nye udfordringer. Ja det er en båd med meget høj udskiftning jeg er landet på åbenbart. Lidt uheldigt at det på den måde er anset som en målestok i branchen for om man er vedholdende. Uheldigt på den måde, at jeg for mit renommés skyld bør blive her mindst et år, uanset om jeg skulle få et bedre tilbud. Det gode ved den høje udskiftning er at jeg får mødt nogle flere mennesker inden jeg når at blive rigtig træt af de tilstedeværende. I denne omgang er det dog ikke alle der er skiftet til det bedre. Lad mig bare med det første sige, at der findes mange overfladiske mennesker i denne branche og dem bliver man hurtigt træt af at høre på.
Til gengæld har jeg brugt meget tid på St. Maarten med min gode ven og styrmand fra den tidligere båd, James. Han, og hans besætning er godt selskab og han synes heldigvis det samme om mig. Eller har mine få fridage været tilbragt på stranden. Strandene her er som man forestiller sig dem med palmer, ultraklart vand og halvnøgne damer. Udmærket.
Ellers vil jeg fortælle lidt om reklamer. Skibet er rigget op til amerikansk DISH tv. Tv'et kører konstant i messen og det amerikanske tv kan ikke undgås. Det er særligt den amerikanske version af CNN eller andre nyhedskanaler der kører. Selve programmernes indhold kunne jeg skrive et helt indlæg om, men det må komme på et senere tidspunkt. Jeg vil bare nøjes med at sige, at vi trods alt skal være glade for dansk tv, hvor ringe det end kan være til tider.
Det er faldet mig for brystet, at reklamerne på amerikansk tv (og der er utroligt mange af dem) fortrinsvis reklamerer for 3 ting: medicin, mad og forsikringer.
Dette forklarer og symptomatiserer nogle af de største problemer i det amerikanske samfund.
Da dette er min egen blog og et udtryk for mine holdninger og ideer, tillader jeg mig at generalisere lidt om amerikanerne: De tror, at man kan tage medicin på forskud. Der bliver spist et ualmindeligt højt antal piller her ombord, men det er åbenbart normalt. Eksempelvis tager man gerne et par hovedpinetabletter inden man skal i seng, blot fordi de har en sløvende virkning. Hvis man rent faktisk har eks. lidt ondt i halsen, så er det normalt med gigtpiller, hovedpinetabletter, ekstra c-vitaminer og så et par bajere til at skylle ned med. Amerikanerne er et pilleslugende samfund. Reklamerne på tv fortæller om hvordan man kan lave sit liv bedre ved at tage tabletter mod hjertebrand, manglende erektion og sult. Det sjove ved det hele er, at amerikanerne samtidig er bange for sagsanlæg, så i selv samme reklamer bliver "alt det med småt" læst op også. Denne information, hvis ellers amerikanerne gad lytte, gør opmærksom på, i mange tilfælde, at det kan være direkte skadeligt at spise omtalte præparat.
Udover medicin bliver der reklameret utroligt meget for mad. Gerne meget usund mad. Det er blevet en trend i USA, blot at sige at der er lavt sodium-indhold i maden, for amerikanerne er blevet indoktrinerede til at tro at sodium er den store fjende og at det er det som gør dem fede. Da jeg nævnte overfor et par af de sodium-forskrækkede amerikanere at sodium faktisk bare er salt (som de gerne strøede ud over det sodiumfri mad), blev de blot perplexe og forsøgte at forsvare deres madkultur. En ting jeg har lært, men ikke helt forstået endnu, er at man ikke kan fortælle amerikanerne noget (dette gælder desuden også New Zealændere), da de har en ufravigelig tro på at de har ret og at deres måde er den rigtige. Sikkert noget de har lært igennem tv.
Den tredje ting der reklameres for er forsikringer. I bund og grund er det et resultat af det mangelfulde sociale netværk i USA. Man er kort sagt på røven hvis man kommer til skade og ikke har penge. Det kan man forsikre sig ud af. Selvfølgelig til en helt anden pris, end det sygesikring Obama desperat forsøger at overbevise om er en god ting. Her rører han så ved en anden ting der er svær at ændre ved amerikanerne: De vil hellere have et valg (freedom of choice), end at få noget der faktisk er bedre og billigere for dem påtvunget.
Forsikringsreklamerne fortæller i øvrigt meget om at man kan forsøge at få penge tilbage fra fejlslagne hofte og knæoperationer. Den næste reklame kan så være for en ny hofteoperation du kan købe hvis du synes du ikke kan danse boogie woogie som du gjorde da den slags var på mode.
Jeg var til storskærmsarrangement for at se Super Bowl. Jeg er glad for at amerikansk fodbold interesserer nogle, da det er sundt at have en sportsinteresse. For mit eget vedkommende var det første gang jeg så mere end 5 minutters football på én gang. Faktisk så jeg halvdelen af kampen. Jeg er efterfølgende blevet fortalt at det faktisk drejede sig om en særdeles begivenhedsrig kamp. Min egen uforbeholdne mening er dog at amerikansk fodbold uden sammenligning er den kedeligste og mindst interessante sportsgren jeg nogensinde har set. Dertil kommer at der sjældent bliver vist mere end 1½ minuts sport før næste 5 minutters reklameindslag vælter ind over skærmen. Jeg ved ikke om det er fordi de ikke ved bedre, de stakkels amerikanere, eller om det bare er fordi de virkelig godt kan lide at se reklamer (som jo indeholder billeder af mad) at de ikke sætter en stopper for dette reklamehelvede.
Ejeren har tre vennepar på besøg. Fløjet ind med privat-jet. Så vidt jeg kunne se var de alle af typen: halv-gamle rige skiderikker med kraftigt modificerede og meget yngre koner. Jeg har ikke meget kontakt med gæsterne og prøver så vidt muligt aldrig at komme i nærheden af dem.
Ellers er der indtil nu 4 besætningsmedlemmer der har taget deres afsked, som man siger. Derudover rejser chiefen hjem på lørdag og kommer ikke igen. Om jeg har slidt ham op skal jeg lade være usagt. Tror desuden at den sidste matros er på vej til nye udfordringer. Ja det er en båd med meget høj udskiftning jeg er landet på åbenbart. Lidt uheldigt at det på den måde er anset som en målestok i branchen for om man er vedholdende. Uheldigt på den måde, at jeg for mit renommés skyld bør blive her mindst et år, uanset om jeg skulle få et bedre tilbud. Det gode ved den høje udskiftning er at jeg får mødt nogle flere mennesker inden jeg når at blive rigtig træt af de tilstedeværende. I denne omgang er det dog ikke alle der er skiftet til det bedre. Lad mig bare med det første sige, at der findes mange overfladiske mennesker i denne branche og dem bliver man hurtigt træt af at høre på.
Til gengæld har jeg brugt meget tid på St. Maarten med min gode ven og styrmand fra den tidligere båd, James. Han, og hans besætning er godt selskab og han synes heldigvis det samme om mig. Eller har mine få fridage været tilbragt på stranden. Strandene her er som man forestiller sig dem med palmer, ultraklart vand og halvnøgne damer. Udmærket.
Ellers vil jeg fortælle lidt om reklamer. Skibet er rigget op til amerikansk DISH tv. Tv'et kører konstant i messen og det amerikanske tv kan ikke undgås. Det er særligt den amerikanske version af CNN eller andre nyhedskanaler der kører. Selve programmernes indhold kunne jeg skrive et helt indlæg om, men det må komme på et senere tidspunkt. Jeg vil bare nøjes med at sige, at vi trods alt skal være glade for dansk tv, hvor ringe det end kan være til tider.
Det er faldet mig for brystet, at reklamerne på amerikansk tv (og der er utroligt mange af dem) fortrinsvis reklamerer for 3 ting: medicin, mad og forsikringer.
Dette forklarer og symptomatiserer nogle af de største problemer i det amerikanske samfund.
Da dette er min egen blog og et udtryk for mine holdninger og ideer, tillader jeg mig at generalisere lidt om amerikanerne: De tror, at man kan tage medicin på forskud. Der bliver spist et ualmindeligt højt antal piller her ombord, men det er åbenbart normalt. Eksempelvis tager man gerne et par hovedpinetabletter inden man skal i seng, blot fordi de har en sløvende virkning. Hvis man rent faktisk har eks. lidt ondt i halsen, så er det normalt med gigtpiller, hovedpinetabletter, ekstra c-vitaminer og så et par bajere til at skylle ned med. Amerikanerne er et pilleslugende samfund. Reklamerne på tv fortæller om hvordan man kan lave sit liv bedre ved at tage tabletter mod hjertebrand, manglende erektion og sult. Det sjove ved det hele er, at amerikanerne samtidig er bange for sagsanlæg, så i selv samme reklamer bliver "alt det med småt" læst op også. Denne information, hvis ellers amerikanerne gad lytte, gør opmærksom på, i mange tilfælde, at det kan være direkte skadeligt at spise omtalte præparat.
Udover medicin bliver der reklameret utroligt meget for mad. Gerne meget usund mad. Det er blevet en trend i USA, blot at sige at der er lavt sodium-indhold i maden, for amerikanerne er blevet indoktrinerede til at tro at sodium er den store fjende og at det er det som gør dem fede. Da jeg nævnte overfor et par af de sodium-forskrækkede amerikanere at sodium faktisk bare er salt (som de gerne strøede ud over det sodiumfri mad), blev de blot perplexe og forsøgte at forsvare deres madkultur. En ting jeg har lært, men ikke helt forstået endnu, er at man ikke kan fortælle amerikanerne noget (dette gælder desuden også New Zealændere), da de har en ufravigelig tro på at de har ret og at deres måde er den rigtige. Sikkert noget de har lært igennem tv.
Den tredje ting der reklameres for er forsikringer. I bund og grund er det et resultat af det mangelfulde sociale netværk i USA. Man er kort sagt på røven hvis man kommer til skade og ikke har penge. Det kan man forsikre sig ud af. Selvfølgelig til en helt anden pris, end det sygesikring Obama desperat forsøger at overbevise om er en god ting. Her rører han så ved en anden ting der er svær at ændre ved amerikanerne: De vil hellere have et valg (freedom of choice), end at få noget der faktisk er bedre og billigere for dem påtvunget.
Forsikringsreklamerne fortæller i øvrigt meget om at man kan forsøge at få penge tilbage fra fejlslagne hofte og knæoperationer. Den næste reklame kan så være for en ny hofteoperation du kan købe hvis du synes du ikke kan danse boogie woogie som du gjorde da den slags var på mode.
Jeg var til storskærmsarrangement for at se Super Bowl. Jeg er glad for at amerikansk fodbold interesserer nogle, da det er sundt at have en sportsinteresse. For mit eget vedkommende var det første gang jeg så mere end 5 minutters football på én gang. Faktisk så jeg halvdelen af kampen. Jeg er efterfølgende blevet fortalt at det faktisk drejede sig om en særdeles begivenhedsrig kamp. Min egen uforbeholdne mening er dog at amerikansk fodbold uden sammenligning er den kedeligste og mindst interessante sportsgren jeg nogensinde har set. Dertil kommer at der sjældent bliver vist mere end 1½ minuts sport før næste 5 minutters reklameindslag vælter ind over skærmen. Jeg ved ikke om det er fordi de ikke ved bedre, de stakkels amerikanere, eller om det bare er fordi de virkelig godt kan lide at se reklamer (som jo indeholder billeder af mad) at de ikke sætter en stopper for dette reklamehelvede.
torsdag den 20. januar 2011
På opfordring, lidt flere billeder.
tirsdag den 18. januar 2011
St. Martin. Første indlæg
Sidder i lobbyen til det fitness-center, som hører til det casino som også marinaen hører under. Spice Girls skriger ud af højttalerne, men det er også det eneste umoderne ved dette sted. Vil gå så vidt som til at sige, at dette fitness-center er ren luksus. Og så gør det jo ikke noget at det vælter ind med gode damer som er ivrige for at holde strand-looket vedlige på løbebåndene. Strand-formen er vigtig her. At ligge på stranden, eller at cruise som mine amerikanske kolleger kalder det, er den vigtigste aktivitet næst efter druk her. Det er dog så heldigt at man nemt kan kombinere disse to på en af de utroligt mange strande med tilhørende bar. Favoritten her hedder Mullet Bay. Var der i søndags. Hvorfor er netop denne strand så populær? Jo for det mandlige yacht-publikum er den attraktiv fordi størstedelen af områdets striptease-personel vælger at bruge deres eftermiddage på netop denne strand. Som stripper er det vigtigt at ens teint er ensartet over hele kroppen så til husarernes store fornøjelse, er der frit udsyn til sagerne. Ikke dårlig søndagsunderholdning.
Når man er færdig på stranden, tager man på sunset-bar. En bar som så mange andre, men med den specielle feature at den ligger så tæt på lufthavnens start og landingsbane at man næsten dukker sig når de store jumbojets lægger an til landing. Dertil kommer oplevelsen af at blive sandblæst når flyverne så ligger fra land igen. Det er til stor underholdning for barens gæster at se folk prøve at holde sig fast til hegnet lige bag jetmotorerne for kun at miste hatte og parasoller til havet bag dem. Video af fænomenet kommer senere.'
Det med videoer og billeder bliver bedre her på bloggen for fremtiden, for har købt mig et nyt kamera. Et Sony Alpha 55. Connoiseurs vil vide hvad jeg snakker om. Der knytter sig i øvrigt en lille historie til købet af dette fotografiapparat: Fredag var jeg på den helt store gå-i-byen-tur med min kammerat James, som jeg sejlede med i sommer. Vi nåede rundt til 6 forskellige barer, casinoer, natklubber og stripklubber før vi kaldte det en dag omkring kl 6 lørdag morgen. Til trods for nattens eskapader var jeg tidligt oppe lørdag, bestemt på at skulle på stranden. Men jeg skulle nok være blevet lidt længere i sengen, for beruselsen var ikke helt fordampet. Jeg kom godt nok ombord i en bus, men fik aldrig hoppet af da det gjaldt og tænkte derefter at jeg ikke rigtig kunne tage mig sammen til at kontakte chaufføren, som i øvrigt spillede noget kristent messen/jesus-snak på bussens anlæg, så det endte med at jeg først stod af i hovedstaden Phillipsburg. Her havde jeg tidligere besøgt en af de talrige indisk ejede elektronik-bikse og fået en overraskende god pris på netop det kamera som jeg gerne ville have. Jeg havde imidlertid slået tanken om køb hen og besluttet at jeg ville sælge mit nuværende og ellers udmærkede kamera først. Men så kommer det med den aftagende beruselse ind i billedet. Jeg kastede mig hovedkulds ud i hårdnakkede forhandlinger med en indisk sælger, som udover at have en gravid kæreste og yderst fremstående tandsæt og var tilhænger af en vis Hr. Sai Baba. En sekt jeg før har stiftet bekendtskab med på min rejse til Indien. Ikke umiddelbart gode ting, bortset fra det med kæresten, men ikke desto mindre fik jeg købt kameraet til hvad jeg tror er en fordelagtig pris. Med til historien hører også at jeg brugte noget af tiden i Phillipsburg til at købe mig et par nye sandaler, da jeg havde fået danset de gamle ihjel aftenen i forvejen.
God weekend. Flere af dem tak.
Mere om arbejdet ombord og hvad jeg ellers oplever her på St. Maarten i senere indlæg.
Typisk billede fra Philipsburg
På Mullet Bay beach
Sunset Bar
Abonner på:
Opslag (Atom)
