Siden sidst: Florida, Danmark, Filippinerne og Bahamas

Mit sidste indlæg er dateret september 2011. Det er alt for længe siden. Det er ikke fordi der ikke er sket noget. Tværtimod. Nu jeg har ventet så længe ved jeg dårligt hvor jeg skal begynde og hvor jeg skal ende. Men hvis der skal være en form for kronologi i historien kan jeg starte med at fortælle, at min færd har bragt mig følgende steder hen siden sidste indlæg: Florida, Danmark, Filippinerne og sidst Bahamas.
Da denne blog også tjener som en slags dagbog for min egen hukommelses skyld vil jeg herunder skrive et lille afsnit om hvad der er værd at fortælle fra hvert af disse steder.

Florida

Da jeg tog på ferie/rotation efter sidste udmønstring var jeg blot hjemme i Frederikshavn længe nok til at pakke min kuffert om og til at besøge Farfar og få en rullepølsemellemmad. 

Efter ganske få timer i DK tog jeg flyveren til Florida, nærmere bestemt Fort Lauderdale. Ferie? nej. Jeg var blevet spurgt om jeg ville komme og hjælpe på mit gamle skib(der kan læses om dette tidligere i denne blog), mens de var på værft i 1½ måned. Udsigten til dobbelt løn i 1½ måned var for stor en fristelse til at holde mig hjemme i Danmarks vinterkulde så jeg havde accepteret jobbet.

Det var mærkeligt at komme tilbage ombord efter et halvt års fravær. Alt var velkendt. Stemningen, belysningen, lugtende, besætningen, arbejdet...Det hele. Næsten som om jeg aldrig havde været væk.  Selvom det er rart at vende tilbage til noget man kender, kom jeg også hurtigt i tanke om igen hvorfor jeg havde været glad for at komme væk. Det var svært ikke at sammenligne enhver lille ting med mit nye job. I dette tilfælde vidste jeg at græsset vitterligt er grønnere på den anden side. Men ok, pengene var gode. Jeg klager ikke.

Den bedste oplevelse jeg havde i Florida(på trods af værftsophold var der fritid) var da jeg, med to af mine gode kolleger, var på alligatorjagt i det gigantiske sumpområde Everglades. Min gode ven John Cash havde støvet et par hillbilly rednecks med airboats op. En airboat er en fladbundet båd der drives frem af en flyvemaskinepropel. Vi havde en fremragende dag. De tog os rundt til deres små øer i sumpen hvor de havde lejre der mest af alt bruges til druk eller til at overnatte på hvis man ikke kan nå hjem pga. druk. Som ægte rednecks havde de selvfølgelig også våben med. Tror de syntes det var fedt at lade sådan nogle city slickers som os skyde ud i luften. Og jo gu' var det da fedt.

Det hed sig at vi jagtede alligatorer. Hvis vi var kommet på skudhold, ville vi nok ikke have gjort noget alligevel, men det var meget fedt at sejle rundt og kigge efter dem. Jeg så en ordentlig krabat, der dykkede lige foran båden. Af andet nævneværdigt dyreliv kan det nævnes at vi sejlede en stor skildpadde over og at vi fodrede en sulten vaskebjørn med chips. En fantastisk dag.

Jeg oplevede også en af amerikanernes helt store passioner: NASCAR. Havde fået anskaffet mig weekendpas med pitadgang og det hele. 

Det var da fedt at komme ned i pitten og se bilerne helt tæt på og det var godt at opleve stemningen af 60.000 mennesker på et fyldt stadion når brølet fra bilerne der startes runger igennem tribunerne, men sporten i sig selv.....Jeg er fan af motorsport, men NASCAR lægger sig lige i kølvandet på to af de andre amerikanske nationalsporte som noget af det kedeligste jeg har set. Det går nemlig ret hurtigt op for én at bilerne bare kører rundt og rundt og rundt i en uendelighed. Det er da vældigt ophidsende de første par omgange, men de tager altså 400 af slagsen! Næ så var det mere interessant at se på hvad slags mennesker og hvad slags mad man kan købe sådan et sted. Jeg vil ikke beskrive disse i dybden, blot konstatere at man virkelig kan få bekræftet nogle af sine amerikanerfordomme. Fedt!(i mere end én forstand).

Danmark

Danmark er et godt sted at være. Selvom det kun blev til godt 14 dage i denne omgang. Jeg fik holdt en god fest 1. juledag derhjemme med sommertema. Jul hjemme hos far. Først og fremmest dejligt at være hjemme til jul. For det andet, dejligt at være lidt flere end vi plejer (6). En festlig nytårsaften i Kolding hos Peter og Gitte. Mødte nye gode mennesker og gamle venner. 

Fik lagt nyt gulv i gang, køkken og soveværelse i huset. Og kom godt igang med totalforvandlingen af vores vaskerum. Nye faste borde, vask, elinstallationer. Mens jeg er væk gør Lars arbejdet færdigt med nye skabe og fliser på gulvet. Får helt lyst til at vaske tøj når jeg tænker på det.

Når man sådan kommer hjem med penge på lommen kan man jo ikke dy sig for at købe lidt nyt hardware til boligen. Det blev til et nyt tv, model 64 tommer plasma 3D. Ny forstærker, model ka´ det hele. Ny subwoofer, model god dyb bas. Ny tørretumbler, model kondens, samt to nye skabsfrysere, model pænt koldt.

Derudover fik jeg sat gang i mit bilprojekt. Selvom roveren er en fantastisk maskine, så trængte den alligevel til at blive gået efter i sømmene. Med god hjælp fra professionelle folk, som ikke skal nævnes med navn her, er projektet blevet sat igang så det skulle være som en ny bil når jeg kommer hjem. Jeg planlægger at opdatere bloggen her senere med informationer om bilprojektet. Men kan da friste lidt med at sige at det er gennemgribende!

Filippinerne

Der er sket det helt fantastiske at jeg har fundet mig en pige. Jeg vil ikke kede læseren med detaljerne i mit kærlighedsliv, men vil blot konstatere at det efter ca. 15 års søgen er lykkedes mig at finde en pige jeg bare vil være sammen med hele tiden. At det så ikke rigtig kan lade sig gøre i min branche, er en uheldig detalje, men noget der kan arbejdes med naturligvis.

Hun hedder Ana og kommer fra Filippinerne. Folk rynker nu måske allerede på næsen. Og nej, jeg havde heller ikke regnet med at finde en pige fra det sydøstasiatiske ørige, men kærlighedens veje er uransalige og jeg kan kun forholde mig til hvordan det føles. Og det føles rigtigt!

Nå men anyway så benyttede jeg chancen i januar for at tage ned og besøge hende. Det blev til en skøn måned hvor vi ikke blot dyrkede kærligheden men også huleudforskning og hængende kister i Sagada, de smukkeste risterrasser i Banaue, kilometervis af øde bounty-palmestrande i Pagudpod, Snorkling på de mest fantastiske koralrev imellem mystiske frodige kalkstensøer i El Nido, Crusoesk øde-ø resort oplevelser i Blue Cove, Hanekamp og byliv i Manila og mange andre fortryllende oplevelser. 

Man siger billeder siger mere end ord, hvorfor jeg smider et par stykker op her, for at gøre det ud for de næste linjer.

Og jaja billeder der indeholder både mig og min kæreste, skal nok komme. Følg bare med på bloggen.

Bahamas

Tilbage ombord. Skibet er det samme, men hedder nu Lady S. Ny besætning. Ny Chief, nyt program, nye spilleregler. Som et nyt skib. Alt er godt, bortset fra min kæreste mangler! 

Jeg mønstrede i Nassau Bahamas. De næste 1½ måned foregik i Bahamas. Bahamas er en stor samling øer lige nord for Caribien. Området byder på det klareste tyrkise vand jeg har set. Svømmende grise!, øde øer og masser af hajer. 

Ejeren var ombord næsten konstant, så havde kun en enkelt chance for at komme lidt fra borde og ud at opleve noget. Jeg synes jeg fik det mest mulige ud af det. Fik klappet de svømmende grise, fik snorklet med hajer og fik i øvrigt set kæmpehotellet Atlantis og dets verdensberømte akvarier.

Freeport er hovedbyen på øen Grand Bahama. Lige så dejligt som vandet og øerne sydfor kan være, lige så kedelig og uinteressant er Freeport. Skal du på ferie på Bahamas, så hold dig fra Freeport. Vi bunkrede her og gjorde klar til det store atlanterhavskryds.

Jeg skriver denne tekst fra øgruppen Acorerne som ligger på den midtatlantiske højderyg. Ca. 2/3 af vejen til Europa. Vi har haft meget dårligt vejr og lidt rigtigt dårligt vejr. Jeg blev ramt af en lidelse der kan knække selv de mest søvante hærdebrede mandfolk: Var søsyg ad helvede til den første dag og ønskede mig som sædvanligt langt væk fra denne branche og alt hvad der i øvrigt har med vand at gøre. Søsyge er en mærkelig sygdom. Du kan føle dig så skidt tilpas at druknedøden synes en lettelse og en plausibel udvej. Men når du så vågner den næste dag og havet og sygdommen har lagt sig, har man glemt alt om gårsdagens trængsler og inhalerer gladeligt den salte friske luft og synes livet er skønt til søs. 

I morgen skal vi bunkre brændstof så vi er klar til næste etape på turen. Den går et kort smut til Guernsey i den engelske kanal (spørg mig ikke hvorfor, men det er noget skatteteknisk) og derefter til Isle of Man i det Irske hav(samme årsag). Jeg skal have fundet de lange underhylere frem og vi skal have slået airconditionen om til at lave varme i stedet for kulde. Efter vort besøg i de Britiske øer, går den igen sydpå mod vores endelige destination, La Ciotat i sydfrankrig hvor vi endnu engang skal på værft. Jeg skal forsøge at holde læseren opdateret om forløbet.

Noget om mad

Min kære Faster Elin spurgte for nylig, i en email, lidt ind til mine oplevelser med mad. I stedet for at begrænse mig til et svar i en email, synes jeg det kunne være interessant at lave et lille indlæg her omkring mine oplevelser med mad.
Når man arbejder på en yacht er man som hovedregel rigtig forkælet hvad angår mad. Man har gerne en eller to kokke ansat som kun har til opgave at lave mad til dig og dine kolleger. Når der så er gæster eller ejer ombord får de så lidt mere travlt da de også skal lave mad til disse. Det er min erfaring at de fleste kokke stræber opad. Hvis ikke allerede de er overbevist om at de er den bedste kok i verden, og er ivrige for at bevise det med deres madlavning, så har de i hvert fald i sinde at blive den bedste kok i verden. I sidstnævnte situation fungerer besætningen så som en slags mundskænke og testsmagere for kokken og hans/hendes kreationer. Altså en meget priviligeret situation at befinde sig i. For at sætte lidt billeder på dette kan jeg nævne at jeg i løbet af de sidste 4 dage er blevet udsat for laks, oksefilet, hummer( eller et eller andet andet af havets insekter) og en masse andre fine ting.
Folk der kender mig ved at jeg er glad for mad. Og jeg sætter da også stor pris på disse flotte retter som troligt bliver stillet foran mig både middag og aften. Og jeg ser mig da heller ikke for fin til at spise nogle gode store portioner. Særligt fint er det jo også at man hverken skal lave mad, vaske op eller dække bord eller andre af de sure pligter som normalt følger med det daglige indtag.
Problemet kommer når man har fået den slags mad hver dag i månedsvis. Åh gud hvor ville man bare ønske sig en frikadelle med kogte kartofler og brun sovs, eller en rugbrødsmad med rullepølse, eller en gang medister med rødkål, eller sågar en ristet hotdog nogle gange. Det hænger sammen med hvad man er flasket op med. Jeg er sikker på at eksempelvis mine sydafrikanske kolleger sommetider ønsker sig en ragout af springbuk  (eller hvad man nu spiser på de kanter) efter at have indtaget en ellers fremragende gang italiensk spaghetti a la et eller andet fornemt. Vanen og opdragelsen gør at vi ikke altid helt ved hvad der er bedst for os (jeg vil dog til enhver til påstå at rullepølsemellemmaden er det sundeste og bedste for enhver).

Men jeg nyder det da. Gu gør jeg det. For yderligere at besvare Faster Elins spørgsmål, så vil jeg starte med at sige at det er yderst sjældent at jeg spiser i land, selvom vi så skulle komme til nok så eksotiske og berømmede steder. Dette er et resultat af en rationel tankegang der forsikrer mig om at jeg har en stjernekok ombord der laver mad til mig helt gratis, hvorimod at jeg i land ikke kan føle mig for sikker på i det hele taget at få et fyldestgørende måltid, uden pomfritter, for mindre end en dagløn(husk på at det gerne er meget fornemme/dyre steder vi kommer).
Dette til trods, så er det da sket at jeg har fået chancen for at komme ud og smage på noget af det lokale. Særligt husker jeg at vi på Lipari i de Æoliske øer (nær Sicilien), blev inviteret ud at spise af de overordentligt flinke spanske gæster vi havde ombord(i øvrigt de første og eneste stinkende rige mennesker jeg har mødt som jeg vil sætte i den kategori, men det er en anden historie).
Vi kom på en lokal familierestaurant af typen som ikke overrendes af turister, men som har overlevet igennem generationer pga. kvaliteten af den mad som serveres der. Mor var i køkkenet og sønnen var overkellner/vært. På denne flotte lille restauration blev jeg udsat for flere ting jeg ikke har prøvet før, men som jeg ikke ville være bleg for at sætte tænderne i igen. Inden forretten fik vi serveret stykker af en særdeles overmodnet parmesanost samt noget lignende ost lavet på gedemælk. Dejlig spise i sig selv. Det usædvanlige og prikken over i'et var dog at vi fik ægte balsamico-eddike at dyppe osten i. Vi lod os fortælle at denne eddike var mere end 25 år gammel. Tænk at spise noget der har stået på flaske næsten hele ens levetid. Det smagte i øvrigt fantastisk.
Til forret diskede mama op med en slags lagkage hvor alle lag bestod af hele sardiner. Er der noget at sige til at jeg var lidt skeptisk?  Men ned skulle det, og det viste sig jo også imod forventning at det faktisk var en ganske udmærket spise.
De fleste af de mange andre retter fortaber sig lidt i hukommelsens mørke hul, men jeg husker da at vi til en af retterne fik serveret ris som var farvet sort af blæksprutteblæk. Tænk at man kan spise blæk! Ikke desto mindre smagte også denne ret helt tilforladelig. Aftenen blev afsluttet med hjemmelavet Limoncello, som er en slags citronbaseret/sød spiritus som man altid får med regningen på rigtige italienske restauranter.

Til emnet mad vil jeg bemærke at jeg på min sidste båd var velsignet med den bedste kok jeg endnu har sejlet med og oplevet for den sags skyld (når nu vi holder Farmor og Mor udenfor nummer). Han var oprindeligt russer, men boede i Australien og havde en svensk kone. Han havde den, for kokke, helt særlige egenskab at han hverken blev stresset eller aggressiv når der var travlt i kabyssen. En sand fornøjelse at arbejde med og ikke mindst spise fra. Gode hjemmelavede retter som blev smagt til med fingrene. Denne kok smagte på ALT. Ja selv hvis han kogte vand stak han en finger i og smagte på den. Vanens magt går jeg ud fra. Men der var ikke noget vanepræget over maden. 5 kokkehuer herfra.

På den nuværende båd er vi kommet i den absurde situation at begge kokke har sagt op og alle deres afløsere er stoppet indenfor kort tid( en tre stykker har forsøgt. Har spurgt om det er min glubende appetit der har skræmt dem, men ikke fået et entydigt svar.) Nå men under alle omstændigheder har vi måttet klare os uden den vanlige luksus a la carte menu her til aften. Nu kan man jo ikke byde en sømand at han skal gå sulten i seng, så der blev ganske opfindsomt kompenseret med 10 store familiepizzaer fra den lokale monegaskiske fedtbiks. Jeg håber godt nok der hurtigt bliver fundet en løsning på kokkeproblemet. Pizza er ikke min livret!

Restriktioner og nyt job

Ja jeg ved det godt. Det er alt for længe siden. Ikke fordi jeg har glemt at skrive eller ikke har haft tid. Nej ikke engang fordi jeg ikke har haft lyst. Der har været meget at fortælle om og meget at dokumentere for fremtiden. Årsagen til de manglende opdateringer på bloggen er at der er gået politik i det at ytre sig om sit liv.
Det forholder sig sådan, at når man bliver ansat på en luksus yacht, så skal man i de fleste tilfælde underskrive en kontrakt hvor man på tro og love erklærer at man ikke vil videregive oplysninger om yachtens ejer og alt der har med denne at gøre. Det er hurtigt blevet almindeligt kendt at jeg har en blog hvorpå jeg skriver lidt om livet som maskinmester på en luksus-yacht. I den forbindelse er spørgsmålet om det jeg skriver er i strid med de fortrolighedskontrakter jeg har været tvunget til at skrive under på, rejst ved flere lejligheder. Dette, sammen med det faktum at noget jeg har skrevet her på bloggen rent faktisk har bragt mig i uføre, har gjort at jeg er blevet noget forsigtig. Jeg har længe gået og overvejet hvordan jeg kan fortsætte bloggen uden at bringe mig selv i en situation hvor jeg ikke kan leve op til de krav til fortrolighed der stilles til mig i denne branche (hvor åndssvagt jeg så end selv synes det er).

Jeg er kommet frem til at indholdets detaljegrad for fremtiden vil være begrænset hvad angår informationer om andre mennesker. Mine uforbeholdne tanker om livets laden og gøren vil stadig være at finde, ligesom at jeg finder det ufarligt at fortælle om de steder jeg befinder mig (da ethvert skibs øjeblikkelige position alligevel kan findes på www.marinetraffic.com). Jeg vil prøve at kompensere lidt for det lettere censurerede indhold med flere billeder end hidtil.
Jeg håber at mine læsere stadig vil finde det interessant at følge med her på bloggen.

Siden sidst er der sket meget. Efter en utroligt travl, men kort sommersæson som chief på en 40m yacht er jeg nu blevet 1. mester igen på en 68m yacht. Det nye arbejde passer mig rigtig godt. Jeg har fået en kontrakt der tilnærmelsesvis ligner det man kan få i handelsflåden: 3 mdr. ombord og 3 mdr. fri i rotation. Desværre kan man ikke både blæse og have mel i munden så de fine afspadseringsvilkår kompenseres med en løn der er væsentligt lavere end hvad jeg har været vant til fra skibe uden rotationsordning. I danske kroner betyder det at jeg er gået 13000kr ned om måneden! Derudover skal jeg jo nu til at forsørge mig selv med mad og logi halvdelen af min tid. Det har været en fordel aldrig at have fri, for så bruger man heller ikke penge. Med andre ord er konsekvensen af en rotationsstilling at jeg nu har spændt livremmen lidt ind.

De danske skatteregler muliggør stadig kun 42 dage i Danmark pr. 6 mdr. Den kvikke læser vil hurtigt se at jeg så får noget fritid der skal fordrives i udlandet. Jeg har i høj grad tænkt mig at skulle bruge denne midlertidige landsforvisning til at komme ud og se mig lidt omkring. En aktivitet jeg naturligvis også har tænkt mig at dokumentere her på bloggen. Første projekt er en tur til Bhutan. Et lille land i Himalayabjergene. Jeg har tænkt mig at blive en måned.
Denne rejse planlægger jeg til umiddelbart efter min hjemkomst omkring midt november. Det vil sige at jeg først rigtig kommer hjem til Danmark midt i December. Skal blive rart nok at holde jul hjemme i år.

Jeg kan ikke fortælle ret meget om mit nuværende skibs planer, for jeg kender rent faktisk ikke noget til dem. Men mit bedste bud er at vi, efter et snarligt værftsophold, skal til Caribien og gøre det som charterbåd. Det har jeg ikke noget imod. Der er drikkepenge at hente og desuden er Caribien et dejligt afbræk fra det lidt kedelige og mondæne Sydfrankrig. Vi er i øjeblikket i Monaco(afslører jeg gerne jvf. ovenstående) og har været her længe. Jeg har været her en del gange før og synes ikke rigtig den lille bystat har så meget mere at byde på for mig, så derfor har jeg i høj grad valgt at blive ombord stort set siden jeg startede i jobbet. Ikke kun for at spare penge, men også for at vise lidt goodwill i forhold til at ville tage vagter osv.

Til gengæld vil jeg herunder uploade nogle billeder fra sommersæsonen på den båd jeg lige kommer fra. Det var 2½ måned præget af søvnmangel, irriterende gæster, relativt nemt maskineri, gode kolleger og fantastiske Italien.

Nogle billeder fra sommersæsonen er udgivet i deres eget indlæg herunder.

Billeder fra en sommersæson. Italien og Sydfrankrig

Air show i St. Tropez. Vi havde første parket på yachten og jeg havde den lange linse fremme.

Yachten Nero på St. Tropez red.

Et fyrtårn på Sicilien

Her er jeg sejlet ind på stranden på en vulkanø i den lille gummibåd. Havde de to kajakker på slæb med gæsternes unger.

Flere billeder i posts nedenunder her.

I baggrunden er Stromboli. Europas mest aktive vulkan. Vi så den i udbrud om aftenen. Fantastisk syn.

Vores to søde stewardesser Jane og Sarah

Vulkanen Stromboli.

Amalfikysten i solnedgang

Capri er et populært sted for yachts

En gade på Capri

Jeg har vist aldrig set så mange flotte blomster og haver i alle farver som på Capri

Bl.a. pga. klippeformationer som disse er Capri populær.

Lige lidt solnedgang over Toulon havn

Kajen i Toulon badet i solnedgangens lys

Luftfoto af yachten jeg arbejdede på. Bemærk at vi har motorbåd på slæb.

Maskinrummet.

Wyclef Jean, Heineken og mord

Jeg ved det godt. Der går for lang tid imellem hvert blogindlæg. Jeg vil egentlig gerne fortælle noget mere, men der er faktisk ikke så meget at fortælle. Det er som om tingene har fundet en slags rytme, forårsaget af skibets egen uændrede situation og position. Vi er stadig på St. Maarten. Tingene er stadig ved at falde fra hinanden, solen skinner stadig og jeg bruger stadig for mange penge.

Alligevel er der dog sket lidt, som retfærdiggør forevigelse her på siden.
Der har lige været 4 dages sejlsportsregatta. Naturligvis ikke noget vi har deltaget i, men en stor begivenhed på øen, som hver aften blev fejret med koncerter og fester. Regattaens hovedsponsor var det ellers udmærkede hollandske bryggeri Heineken og således foranlediget måtte jeg deltage i et par af førnævnte festligheder. Søndag aftens store afslutningsfest var koncert med den legendariske Wyclef Jean, og sikke en koncert. 3½ times fest på stranden med hvad der så ud til at være hele øens befolkning. En festlig aften, som endte kl 8 næste morgen. Godt jeg havde fri om mandagen.

For et par uger siden blev en kok fra en af de mange både her, brutalt myrdet. Forinden havde gerningsmanden eller mændene stukket hans øjne ud, sat ild til ham, klippet hans brystvorter af og desuden stukket ham i maven. Motivet er højst sandsynlig noget med noget narko. Jo jo, der er meget lort i Caribien.

Ellers er det helt store emne i mit hoved, mit kommende ferieophold i Danmark. Det skal gå meget galt, hvis ikke det kommer til at vare fra omkring 1. maj til lige omkring 6. juni. Jeg har i en stor del af denne periode lejet et sommerhus hvor jeg planlægger indtil flere arrangementer.
Et af disse er det sagnomspundne Wellness og druk v. 11.0, som løber af stablen fra den 17. til den 22. Maj.
Alle læsere af denne blog er mere end velkomne til arrangementet. Du kan læse mere på dette link:
http://www.facebook.com/?tid=1301675677580&sk=messages#!/event.php?eid=111444208933006