I øjeblikket er vi for anker ud for Gustavia på øen St. Barth. Til de som ikke følger med i sladderbladene, så er St. Barth, ligesom Monaco, de rige og berømtes legeplads. Vores naboer her i bugten er da også så prominente gæster som Luna, tilhørende Abramovich; Le grand Bleu, tilhørende Abramovich´s rådgiver og ikke mindst den største yacht jeg nogensinde har set: Katara, som tilhører sultanen af Qatar. Et lille billede ses herunder.
Ejeren har tre vennepar på besøg. Fløjet ind med privat-jet. Så vidt jeg kunne se var de alle af typen: halv-gamle rige skiderikker med kraftigt modificerede og meget yngre koner. Jeg har ikke meget kontakt med gæsterne og prøver så vidt muligt aldrig at komme i nærheden af dem.
Ellers er der indtil nu 4 besætningsmedlemmer der har taget deres afsked, som man siger. Derudover rejser chiefen hjem på lørdag og kommer ikke igen. Om jeg har slidt ham op skal jeg lade være usagt. Tror desuden at den sidste matros er på vej til nye udfordringer. Ja det er en båd med meget høj udskiftning jeg er landet på åbenbart. Lidt uheldigt at det på den måde er anset som en målestok i branchen for om man er vedholdende. Uheldigt på den måde, at jeg for mit renommés skyld bør blive her mindst et år, uanset om jeg skulle få et bedre tilbud. Det gode ved den høje udskiftning er at jeg får mødt nogle flere mennesker inden jeg når at blive rigtig træt af de tilstedeværende. I denne omgang er det dog ikke alle der er skiftet til det bedre. Lad mig bare med det første sige, at der findes mange overfladiske mennesker i denne branche og dem bliver man hurtigt træt af at høre på.
Til gengæld har jeg brugt meget tid på St. Maarten med min gode ven og styrmand fra den tidligere båd, James. Han, og hans besætning er godt selskab og han synes heldigvis det samme om mig. Eller har mine få fridage været tilbragt på stranden. Strandene her er som man forestiller sig dem med palmer, ultraklart vand og halvnøgne damer. Udmærket.
Ellers vil jeg fortælle lidt om reklamer. Skibet er rigget op til amerikansk DISH tv. Tv'et kører konstant i messen og det amerikanske tv kan ikke undgås. Det er særligt den amerikanske version af CNN eller andre nyhedskanaler der kører. Selve programmernes indhold kunne jeg skrive et helt indlæg om, men det må komme på et senere tidspunkt. Jeg vil bare nøjes med at sige, at vi trods alt skal være glade for dansk tv, hvor ringe det end kan være til tider.
Det er faldet mig for brystet, at reklamerne på amerikansk tv (og der er utroligt mange af dem) fortrinsvis reklamerer for 3 ting: medicin, mad og forsikringer.
Dette forklarer og symptomatiserer nogle af de største problemer i det amerikanske samfund.
Da dette er min egen blog og et udtryk for mine holdninger og ideer, tillader jeg mig at generalisere lidt om amerikanerne: De tror, at man kan tage medicin på forskud. Der bliver spist et ualmindeligt højt antal piller her ombord, men det er åbenbart normalt. Eksempelvis tager man gerne et par hovedpinetabletter inden man skal i seng, blot fordi de har en sløvende virkning. Hvis man rent faktisk har eks. lidt ondt i halsen, så er det normalt med gigtpiller, hovedpinetabletter, ekstra c-vitaminer og så et par bajere til at skylle ned med. Amerikanerne er et pilleslugende samfund. Reklamerne på tv fortæller om hvordan man kan lave sit liv bedre ved at tage tabletter mod hjertebrand, manglende erektion og sult. Det sjove ved det hele er, at amerikanerne samtidig er bange for sagsanlæg, så i selv samme reklamer bliver "alt det med småt" læst op også. Denne information, hvis ellers amerikanerne gad lytte, gør opmærksom på, i mange tilfælde, at det kan være direkte skadeligt at spise omtalte præparat.
Udover medicin bliver der reklameret utroligt meget for mad. Gerne meget usund mad. Det er blevet en trend i USA, blot at sige at der er lavt sodium-indhold i maden, for amerikanerne er blevet indoktrinerede til at tro at sodium er den store fjende og at det er det som gør dem fede. Da jeg nævnte overfor et par af de sodium-forskrækkede amerikanere at sodium faktisk bare er salt (som de gerne strøede ud over det sodiumfri mad), blev de blot perplexe og forsøgte at forsvare deres madkultur. En ting jeg har lært, men ikke helt forstået endnu, er at man ikke kan fortælle amerikanerne noget (dette gælder desuden også New Zealændere), da de har en ufravigelig tro på at de har ret og at deres måde er den rigtige. Sikkert noget de har lært igennem tv.
Den tredje ting der reklameres for er forsikringer. I bund og grund er det et resultat af det mangelfulde sociale netværk i USA. Man er kort sagt på røven hvis man kommer til skade og ikke har penge. Det kan man forsikre sig ud af. Selvfølgelig til en helt anden pris, end det sygesikring Obama desperat forsøger at overbevise om er en god ting. Her rører han så ved en anden ting der er svær at ændre ved amerikanerne: De vil hellere have et valg (freedom of choice), end at få noget der faktisk er bedre og billigere for dem påtvunget.
Forsikringsreklamerne fortæller i øvrigt meget om at man kan forsøge at få penge tilbage fra fejlslagne hofte og knæoperationer. Den næste reklame kan så være for en ny hofteoperation du kan købe hvis du synes du ikke kan danse boogie woogie som du gjorde da den slags var på mode.
Jeg var til storskærmsarrangement for at se Super Bowl. Jeg er glad for at amerikansk fodbold interesserer nogle, da det er sundt at have en sportsinteresse. For mit eget vedkommende var det første gang jeg så mere end 5 minutters football på én gang. Faktisk så jeg halvdelen af kampen. Jeg er efterfølgende blevet fortalt at det faktisk drejede sig om en særdeles begivenhedsrig kamp. Min egen uforbeholdne mening er dog at amerikansk fodbold uden sammenligning er den kedeligste og mindst interessante sportsgren jeg nogensinde har set. Dertil kommer at der sjældent bliver vist mere end 1½ minuts sport før næste 5 minutters reklameindslag vælter ind over skærmen. Jeg ved ikke om det er fordi de ikke ved bedre, de stakkels amerikanere, eller om det bare er fordi de virkelig godt kan lide at se reklamer (som jo indeholder billeder af mad) at de ikke sætter en stopper for dette reklamehelvede.
Ejeren har tre vennepar på besøg. Fløjet ind med privat-jet. Så vidt jeg kunne se var de alle af typen: halv-gamle rige skiderikker med kraftigt modificerede og meget yngre koner. Jeg har ikke meget kontakt med gæsterne og prøver så vidt muligt aldrig at komme i nærheden af dem.
Ellers er der indtil nu 4 besætningsmedlemmer der har taget deres afsked, som man siger. Derudover rejser chiefen hjem på lørdag og kommer ikke igen. Om jeg har slidt ham op skal jeg lade være usagt. Tror desuden at den sidste matros er på vej til nye udfordringer. Ja det er en båd med meget høj udskiftning jeg er landet på åbenbart. Lidt uheldigt at det på den måde er anset som en målestok i branchen for om man er vedholdende. Uheldigt på den måde, at jeg for mit renommés skyld bør blive her mindst et år, uanset om jeg skulle få et bedre tilbud. Det gode ved den høje udskiftning er at jeg får mødt nogle flere mennesker inden jeg når at blive rigtig træt af de tilstedeværende. I denne omgang er det dog ikke alle der er skiftet til det bedre. Lad mig bare med det første sige, at der findes mange overfladiske mennesker i denne branche og dem bliver man hurtigt træt af at høre på.
Til gengæld har jeg brugt meget tid på St. Maarten med min gode ven og styrmand fra den tidligere båd, James. Han, og hans besætning er godt selskab og han synes heldigvis det samme om mig. Eller har mine få fridage været tilbragt på stranden. Strandene her er som man forestiller sig dem med palmer, ultraklart vand og halvnøgne damer. Udmærket.
Ellers vil jeg fortælle lidt om reklamer. Skibet er rigget op til amerikansk DISH tv. Tv'et kører konstant i messen og det amerikanske tv kan ikke undgås. Det er særligt den amerikanske version af CNN eller andre nyhedskanaler der kører. Selve programmernes indhold kunne jeg skrive et helt indlæg om, men det må komme på et senere tidspunkt. Jeg vil bare nøjes med at sige, at vi trods alt skal være glade for dansk tv, hvor ringe det end kan være til tider.
Det er faldet mig for brystet, at reklamerne på amerikansk tv (og der er utroligt mange af dem) fortrinsvis reklamerer for 3 ting: medicin, mad og forsikringer.
Dette forklarer og symptomatiserer nogle af de største problemer i det amerikanske samfund.
Da dette er min egen blog og et udtryk for mine holdninger og ideer, tillader jeg mig at generalisere lidt om amerikanerne: De tror, at man kan tage medicin på forskud. Der bliver spist et ualmindeligt højt antal piller her ombord, men det er åbenbart normalt. Eksempelvis tager man gerne et par hovedpinetabletter inden man skal i seng, blot fordi de har en sløvende virkning. Hvis man rent faktisk har eks. lidt ondt i halsen, så er det normalt med gigtpiller, hovedpinetabletter, ekstra c-vitaminer og så et par bajere til at skylle ned med. Amerikanerne er et pilleslugende samfund. Reklamerne på tv fortæller om hvordan man kan lave sit liv bedre ved at tage tabletter mod hjertebrand, manglende erektion og sult. Det sjove ved det hele er, at amerikanerne samtidig er bange for sagsanlæg, så i selv samme reklamer bliver "alt det med småt" læst op også. Denne information, hvis ellers amerikanerne gad lytte, gør opmærksom på, i mange tilfælde, at det kan være direkte skadeligt at spise omtalte præparat.
Udover medicin bliver der reklameret utroligt meget for mad. Gerne meget usund mad. Det er blevet en trend i USA, blot at sige at der er lavt sodium-indhold i maden, for amerikanerne er blevet indoktrinerede til at tro at sodium er den store fjende og at det er det som gør dem fede. Da jeg nævnte overfor et par af de sodium-forskrækkede amerikanere at sodium faktisk bare er salt (som de gerne strøede ud over det sodiumfri mad), blev de blot perplexe og forsøgte at forsvare deres madkultur. En ting jeg har lært, men ikke helt forstået endnu, er at man ikke kan fortælle amerikanerne noget (dette gælder desuden også New Zealændere), da de har en ufravigelig tro på at de har ret og at deres måde er den rigtige. Sikkert noget de har lært igennem tv.
Den tredje ting der reklameres for er forsikringer. I bund og grund er det et resultat af det mangelfulde sociale netværk i USA. Man er kort sagt på røven hvis man kommer til skade og ikke har penge. Det kan man forsikre sig ud af. Selvfølgelig til en helt anden pris, end det sygesikring Obama desperat forsøger at overbevise om er en god ting. Her rører han så ved en anden ting der er svær at ændre ved amerikanerne: De vil hellere have et valg (freedom of choice), end at få noget der faktisk er bedre og billigere for dem påtvunget.
Forsikringsreklamerne fortæller i øvrigt meget om at man kan forsøge at få penge tilbage fra fejlslagne hofte og knæoperationer. Den næste reklame kan så være for en ny hofteoperation du kan købe hvis du synes du ikke kan danse boogie woogie som du gjorde da den slags var på mode.
Jeg var til storskærmsarrangement for at se Super Bowl. Jeg er glad for at amerikansk fodbold interesserer nogle, da det er sundt at have en sportsinteresse. For mit eget vedkommende var det første gang jeg så mere end 5 minutters football på én gang. Faktisk så jeg halvdelen af kampen. Jeg er efterfølgende blevet fortalt at det faktisk drejede sig om en særdeles begivenhedsrig kamp. Min egen uforbeholdne mening er dog at amerikansk fodbold uden sammenligning er den kedeligste og mindst interessante sportsgren jeg nogensinde har set. Dertil kommer at der sjældent bliver vist mere end 1½ minuts sport før næste 5 minutters reklameindslag vælter ind over skærmen. Jeg ved ikke om det er fordi de ikke ved bedre, de stakkels amerikanere, eller om det bare er fordi de virkelig godt kan lide at se reklamer (som jo indeholder billeder af mad) at de ikke sætter en stopper for dette reklamehelvede.
