Jeg er blevet spurgt, hvorfor jeg skrev på engelsk på bloggen her. Jeg kunne ikke komme med et godt svar, så derfor vil mine indlæg fremover være på mit kære modersmål.
Vi sejlede fra San Diego i Torsdags. Jeg var syg den første dag. Ikke søsyg, ikke fuldesyg, men febersyg. Mærkeligt. Påstår jo ellers hårdnakket at jeg aldrig er syg. Sidste gang jeg var syg var da jeg havde den tvivlsomme ære, at være nr. 68 i DK/Thailand med fugleinfluenza.
Til min store lettelse varede det kun en enkelt dag. At være syg ombord på et skib er ikke en ønskværdig situation. Navnlig fordi man ikke bare kan få fri fra arbejde, men må bide det i sig og udføre sine opgaver. Opgaver er der sådan set nok af, selvom tempoet endelig er gået lidt ned eftersom vi er kommet af sted og er kommet ind i en daglig rutine. Min rutine hedder 12-4, både eftermiddag og nat. Her er det en fordel at jeg ikke har et vindue/koøje på mit kammer. Jeg har med største lethed vendt min dagsrutine og har gjort kl 12 middag til tidlig morgen. Dvs. jeg sover uden problem indtil vækkeuret ringer kl. 1145.
Internet ombord er noget lort. Adskillige dage helt uden og når det endelig er her er det meget sporadisk. Jeg sidder og skriver dette i word, da jeg ikke kan komme online. Mandag var jeg dog i stand til at læse nyheden om at Manny Pacquiao udraderede Antonio Margarito i lørdags. Ikke at være i stand til at se de store boksekampe er en af de ting der generer mig mest ved at være isoleret i denne lille verden, Apogee er. Og når man så tænker over det, så er det vel ikke så galt det hele hvis det at misse en boksekamp er det værste.
I bund og grund kan jeg sige at jeg har det udmærket her. Som alle arbejdspladser er der nogle ting man er træt af og nogle folk man ikke kan lide og nogle chefer der er psykopater. Men hvis man blot holder sig for øje, at dette ikke er spor anderledes, havde jeg haft et job på land og ellers betragter de irriterende hændelser, opgaver og konfrontationer som en del af et cirkus og ellers passer sit arbejde og tager tingene afslappet, ja så er det faktisk et ret godt job jeg har her. Især når man opvejer med de gode ting: Lønnen, flinke kolleger, eksotiske destinationer og chancen for faktisk at blive dygtigere til et eller andet. Det sidste er et indlæg værd i sig selv. Jeg skriver lidt om det når jeg har fundet ud af om jeg rent faktisk lærer noget.
Vi ankommer Panama lørdag tror jeg. Hvis alt går efter planen bliver der landlov i Panama city. Fyldig rapport skal nok komme her på siden. Derudover kan jeg fortælle at Mexico er et udsædvanligt langt land. Vi har nu sejlet i næsten en uge med 13 knobs fart og vi har haft Mexico om bagbord hele vejen. Det eneste land jeg har sejlet næsten lige så længe langs med er Norge. Ikke at der i øvrigt er nogen sammenligning. Man kan virkelig mærke vi er kommet til de varme lande. Søvandstemperaturen er omkring 28 grader og luften er lummer og varm. Det er dog stadig en befrielse at komme på dækket, når man kommer fra et maskinrum der ved flere lejligheder har ramt 45 grader.
